Selvom vi anerkender nødvendigheden af at tage ansvar for klimaudfordringerne, finder vi de opstillede mål i aftalen urealistiske og ude af trit med de faktiske økonomiske og teknologiske forudsætninger. Der bør i stedet arbejdes mod en mere pragmatisk tilgang, hvor kommunen fokuserer på opnåelige resultater frem for utopiske målsætninger.

1. Urealistiske mål og manglende realisme
Aftalen forpligter Aarhus Kommune til at være klima-neutral i 2030, hvilket i praksis er en ekstremt ambitiøs målsætning, der ikke tager højde for de nuværende teknologiske begrænsninger, investeringernes omfang eller borgernes praktiske hverdag. En omstilling af denne skala kræver løsninger, som endnu ikke er fuldt udviklet, samt massive investeringer, som risikerer at have negative konsekvenser for både kommunens økonomi og borgernes levevilkår.

Den primære kritik er, at en reduktion på 846.000 ton CO₂ inden 2030 virker urealistisk givet den korte tidsramme på grund af:
- Behovet for formel godkendelse af strategien i Byrådet – 1 år
- Samling af ressourcer – hvilke kompetencer, medarbejdere og projektplanlægning kræves?
- Har Aarhus Kommune tilstrækkelige ressourcer, eller skal der benyttes eksterne konsulenter (med omkostninger og tidsforbrug til ansættelse) – 1 år
- Finansiering kommer primært fra "samfundet" (f.eks. investeringer fra energiselskaber).
- Det er uklart, hvilke investeringsplaner industrien har, og om de arbejder inden for samme tidsramme.
- Er ekstern finansiering fra staten eller EU nødvendig, hvilket kræver forretningsplaner og typisk en tidshorisont på 2-3 år?
- Tid til at udvikle projekter og implementere dem i praksis – typisk 5 år.
- Nogle af projekterne er kontroversielle og vil sandsynligvis ikke blive gennemført hurtigt – fx vejafgifter, godkendelse af sol-/vindmølleparker og CO₂-lagring (CCS).
- Samfundsmæssige konsekvenser – der vil være behov for, at alle ændrer deres vaner.

2. Manglende konsekvensvurdering af erhvervsliv og boligmarked
En fundamental svaghed ved aftalen er, at der ikke foreligger en tilstrækkelig konsekvensvurdering for erhvervslivet og boligmarkedet. Ejendomsudviklere og udlejere står over for omfattende krav til energirenoveringer og CO₂-reduktioner, som kan føre til markant højere omkostninger for både virksomheder og lejere. Dette kan resultere i lavere vækst, færre arbejdspladser og øgede boligudgifter for almindelige borgere.

3. Urealistiske mål for energiområdet
Aftalen forudsætter, at energiområdet skal bidrage med en negativ udledning på ca. -259.000 tons CO₂e. Dette er urealistisk, især når energiforbruget stiger, og behovet for strøm forventes at være markant forøget i fremtiden. CCS betragtes stadig som en "ny teknologi/løsning" med få gennemførte projekter og høje omkostninger. Strategien beskriver ikke, hvordan CCS skal implementeres. Antagelsen er, at CO₂ vil blive transporteret via rørledning til Nordsøen – men findes der overhovedet rørledninger til vestkysten?

Hurtigere udbygning af vedvarende energi, såsom sol og vind, bør desuden være et nationalt anliggende og ikke et kommunalt. Kommunale ressourcer og planlægningsevner er ikke tilstrækkelige til at håndtere den nødvendige infrastrukturudbygning på en effektiv måde, hvilket kan føre til fragmenterede løsninger og ineffektiv ressourceanvendelse. Der bør i stedet satses meget mere på modne teknologier som geotermi, der kan bidrage stabilt og effektivt til energiforsyningen uden de samme usikkerheder som CCS eller andre uprøvede teknologier.

4. Urealistiske mål for transportområdet
Den grønne mobilitetsplan, som klimaaftalen bygger på, er på flere områder ligeledes urealistisk. Blandt andet har kommunen mål om fremgang i både cyklismen og benyttelsen af offentlig transport, begge på omkring 50 %. Disse ambitioner vil kræve enorme investeringer i infrastruktur, serviceforbedringer og incitamentsstrukturer, som der ikke er konkrete finansieringsplaner for. Vejafgifter forventes at reducere CO₂-udledningen med 127.000-221.000 ton, men dette er politisk følsomt og afhænger af regeringslovgivning. Det er usandsynligt, at dette bliver implementeret inden 2030.

5. Bæredygtig byudvikling
Der er endnu alt for lidt viden om bæredygtigt byggeri. LCA-mål for byggeri går kun 50 år frem, hvilket betyder, at det ikke er muligt at beregne, om træ, der typisk kun holder 25-50 år, er mere bæredygtigt end murværk og beton, der holder i mere end 200 år. Dette giver en skæv vurdering af materialevalg i byggeri og kan føre til beslutninger, der på sigt ikke nødvendigvis er mere bæredygtige. Der er behov for en mere langsigtet tilgang til byudvikling, hvor levetiden af byggematerialer og deres samlede klimabelastning vurderes over en realistisk tidshorisont.

6. Kommunens egen reduktion af energiforbrug
Aarhus Kommune kan selv bidrage væsentligt til CO₂-reduktionen gennem bedre udnyttelse af kommunale bygninger, energibesparelser i eksisterende ejendomme og mere bæredygtige byggeprojekter. Der bør sikres en systematisk tilgang til at reducere energiforbruget i kommunale ejendomme gennem energieffektivisering, optimeret arealudnyttelse og anvendelse af nye teknologier. Dette vil ikke alene reducere kommunens klimaaftryk, men også sikre økonomiske besparelser.

7. Behov for en mere realistisk og pragmatisk tilgang
Aarhus Kommune bør revidere sin klimaaftale med henblik på at fastsætte realistiske delmål og prioriterede indsatser, der sikrer en gradvis og økonomisk bæredygtig omstilling.

Pva.
Frederiksbjerg & Langenæs Fællesråd
Venlig hilsen
Henrik Olsen
Formand
20265217
www.folf.dk
www.facebook.com/groups/187926118491187/