Og det skete i de dage, at noget som hed en høringsfrist nærmere sig. En høring, som handlede om en klimaplan i en kommune for en ganske lille og så vidunderlig by i verden, som hed Aarhus. Og hør engang hvordan de første strofer i klimaplanen lød: "Aarhus går forrest ved at vise, hvordan man kan skabe et klimaneutralt bysamfund. Aarhus er dermed en af de første byer i verden til at vise vejen imod netto nulemission i egen geografi" Og hvad betød mon så dette helt præcist ? Netto nulemission i egen geografi. Et klimaneutralt bysamfund. Det lød faktisk både lidt indviklet og virkelig lovende sådan til en start, umiddelbart. Efterfølgende kom der imidlertid en masse tekst. Og det blev ganske teoretisk og omfattende at læse ind i. Det udløste også flere og flere spørgsmål og mere og mere udmattelse, efterhånden som læsningen skred frem. Energien nærmest styrtdykkede. Og her skal vi være så opmærksomme og standse op, for energien fortæller os noget vigtigt. På en så anderledes ordløs måde. Når for eksempel noget ikke stemmer overens, og bliver så svært at forstå. For svarede nu alle de ord og beregninger, som lå i planen, som samtidig også forekom så flydende, overhovedet til anvendelsen af "lovende" formuleringer som: At gå forrest. En af de første byer i verden. At vise hvordan man kan skabe et klimaneutralt bysamfund ? Skulle der ikke meget mere radikale, sammenhængende og samtidig også enkle og let forståelige handlinger til? Mod og korrektioner af fortidens og nutidens fejltagelser, hvor vi har afkoblet os den natur, som vi er en del af? Og følger der ikke et tårnhøjt ansvar med, netop at udvise en sand og bæredygtig vej, når man ligefrem vil gå forrest ? Forpligter det ikke at formulere sig således, uanset de bedste intentioner ? Og hænger klimaplanens formulerede ambitioner sammen med, hvad der samtidig besluttes af store klimatunge anlægsprojekter? Vi skal gå forrest, men ikke handle hurtigt ? Tankevækkende at et konkurrencesprog lanceres i forhold til noget, som i den grad er et fælles anliggende ? Konkurrerer naturen mon ? Er det ikke den vi skal genlære at matche? Genforbinde os med? Vise respekt ? Være ydmyge overfor ? Hvis naturen kunne give sin stemme på menneskelig vis til denne klimaplan, tror vi så på, at den vil stemme for ? Vil klapsalverne være at høre i bølgeslagene mod kysten i den skønne by ?
Samtidig var der også håb. Et håb som kaldte i Smilets by. For således blev den lille by i verden også kaldt. Håb, fordi store mål i den grad kalder på inddragelse og samskabelse. Og der stod faktisk heldigvis direkte i et sted i planen: "Derfor er også målrettet borgerinddragelse et nøglepunkt i aftalen". Må dette nøglepunkt få plads, så det virkelig mærkes og erfares. Reel Borgerinddragelse. Når vi vil lykkes, lykkes vi sammen. Det er en naturlov. Samskabelse er bæredygtighedens vej. Og det kan blive så ganske fantastisk, når den slags får lov til at udfolde sig. Får lov til at udfolde sig :) Derfor er det så godt, så godt, at det fine lille land, har indført disse høringer, når der udformes love i det danske land. Og ind imellem kommer der flere høringssvar, end man end turde håbe på. Så ganske imponerende mange faktisk. Og tænk allerede her, hvor store bidrag borgerne leverer, og med et engagement så stort, så stort, drevet af det håbefulde om, at det må nytte. Og hvilken ro og glæde det udløser, når borgernes dedikerede bidrag, som og om en naturlov, naturligt medinddrages. For det må vi virkelig forvente sker nu, ikke mindst med nøglepunktet. Må vi erfare, at denne inddragelse nu for alvor bemærkes tydeligt i beslutningsprocesserne, og de efterfølgende resultater. For så nedslående det også var, dengang og alle de gange det ikke skete. Hvilket forhåbentligt er blevet til et afsluttet kapitel. For hvem ønsker i virkeligheden, og med åbne øjne, et pseudodemokrati ? Må vi hjælpe klimaplanen på rette vej sammen. Klimaplanen skal ende godt. Den vedkommer os alle. Forbundne og forpligtede, som kongen også sagde da han trådte til