Kulturkapellet Aarhus søger støtte fra Aarhus Kommune til en mindre renovering, udarbejdet af de dygtige arkitekter fra Studio [Kondens]. Vi er et kulturhus som har lokaler i kapelbygningen på det gamle Aarhus Amtssygehus. Vores hus har til formål at nære alle de unge scenekunstneriske spirer, der har brug for rammer som gøder fællesskab, netværk og talentudvikling. Vores medlemstal (ca. 200) og aktivitetsniveau vokser markant, og huset har svært ved at følge med den stigende efterspørgsel på vores faciliteter. Denne renovering er afgørende for at kunne rumme husets vokseværk og bygge en endnu stærkere bro til det professionelle scenekunstmiljø i hele landet. Vi, der til dagligt driver huset, er en flok frivillige unge, som siden husets åbning i 2021, har forvandlet det smukke kapel til en ny anerkendt ungescene i Aarhus.
Først og fremmest ønsker vi en optimering af vores hus, fordi vi ønsker lokaler, der i højere grad fordrer fællesskab og det uformelle møde mellem unge. Ifølge Trivselskommissionenens nyeste rapport fra 2025, er stærke fællesskaber og fritidsaktiviteter afgørende for unges trivsel. I en medlemsundersøgelse af Kulturkapellet Aarhus’ brugere, fortæller flere, at huset ikke blot er et sted for udvikling af scenekunst, men også et sted, hvor de har fundet et fællesskab. Vi ønsker et hus hvor unge scenekunstnere kan mødes, inspirere hinanden og løfte hinandens projekter. Scenekunst er lig med samskabelse, og for at skabe rammer, hvor medlemmerne mødes og netværker i huset, er der brug for større fællesskabsorienterede lokaler. I øjeblikket er kapellet inddelt i mange små rum, og der er ingen foyer før forestillingerne. Det betyder, at medlemmerne ofte er isolerede fra hinanden i brugen af huset. Vi ønsker, at huset får et hjerte – et samlingspunkt, hvor medlemmerne kan mødes over en kop kaffe, falde i kreativ snak, sparre og udveksle nye idéer.
Kulturkapellet Aarhus holder til i det gamle kapel på Aarhus Amtssygehus. Det er en gave at få lov til at drive kulturhus i så smukke og historiske omgivelser – men med tryk på historiske. Det er tydeligt, at bygningens oprindelige formål ikke var at huse teater, dans og musik. Lokalerne er ikke optimalt indrettet til scenekunstneriske aktiviteter, hvilket vi oplever som en daglig udfordring. Vi ønsker, at huset skal være let tilgængeligt, fleksibelt og leve op til professionelle standarder, så scenekunstnerne kan udvikle deres kunst i et miljø, der matcher deres ambitioner. Eksempelvis ønsker vi nye gulve med affjedring i øvelokalerne, så vi skåner medlemmerne under lange øvere. I øjeblikket øver medlemmerne på gulvtæppe, hvilket er meget uhensigtsmæssigt til dans, teater og yoga. I arbejdet med transformationsprojektet har vi rådført os med landets større scener for at sikre, at vores faciliteter både matcher professionelle standarder og kan bruges bæredygtigt mange år frem.
Den 25. september 2021 var en stor dag for det scenekunstneriske vækstlag i Aarhus – og for de 11 frivillige, som har kæmpet for at give andre unge scenekunstnere et samlingspunkt og mødested. Kampen for et kunstnerisk mødested er altså ikke ny. Vi, i den nuværende bestyrelse, står på skuldrene af en lang række ildsjæle, som i dag arbejder på og bag nogle af Danmarks største scener. Sammen med professionelle aktører og relevante uddannelsesinstitutioner arbejder vi på at muliggøre overgangen mellem ungdomsuddannelserne og dagtilbuddene til de videregående uddannelser inden for scenekunst. Det gør vi blandt andet ved at facilitere workshops, festivaler, teaterundervisning, forestillinger, koncerter og samarbejder for at styrke vækstlagets evne til selvstændigt at skabe og præsentere kunst som en del af det kulturelle økosystem.
Ved at investere i Kulturkapellet Aarhus, investeres der i unges trivsel og kunstneriske stemme. Hjælp os med at skabe rammerne for, at unge kan blomstre og finde deres plads i fællesskabet.
Underskrevet
Kulturkapellet Aarhus’ bestyrelse