Én af byens smukkeste og mest historiske pladser - Bispetorv - ligger tom og død hen. Hvorfor ikke indrette den som et levende torv for byens borgere og turister - med en legeplads, et springvand (til at soppe i), mere grønt, en kaffebar og måske Børnenes Kontor kunne rykke derned også. I december kunne man tilføje pop-up-boder og gøre pladsen julet - det hyggelige julemarked, som byen altid har manglet?
Tænk hvor lækkert, hvis forældre kunne nyde en kop kaffe fra den lille kaffebod, mens børnene legede på legepladsen. Som en skøn forlængelse af shopping i gågaden og på Store Torv - og oplagt i forbindelse med besøg i de nærliggende attraktioner.
Og byens unge, ældre, turister og besøgende - os alle - kunne suge solen ind, nyde et glas vin inden teaterturen eller bare beundre de smukke omgivelser på den fine plads lige midt i Aarhus C.
Er der nogen grund til at placere et kæmpe museum lige midt på denne plads?
Til og for hvem?
Som borger i en by - og som turist i mange andre byer - synes jeg at smukke, tilgængelige, vedkommende, grønne og åbne byrum netop er det man værdsætter, betages af og rejser efter. Og vi har de allerbedste rammer for at skabe netop det. Lige her midt i vores Aarhus.
Mere plads til børn i byen.
Attraktivt for børnefamilier at bo i og besøge Århus.
Et sted at "hænge ud" for alle byens borgere.
En udnyttelse af den smukke plads, som Birpetorv er.
Der er slet ikke behov for et stort museum lige der - og der er slet ikke plads til at flere mennesker skal komme kørende i biler derhen.
En grøn plads vil være et kæmpe plus for de mennesker som allerede ER landet inde i byen - Aarhus-borgere såvel som turister.