Lisbjergområdet har en forhistorie, der er ud over det sædvanlige. Moesgaard har af flere omgange haft store udgravninger i gang forud for udstykning omkring Lisbjerg by, og nu er den gal igen! Museets arkæologer udgraver i foråret 2025 en jernalderbebyggelse ved Tangkærgård lige nordvest for Lisbjerg.
Ifm. den seneste udgravning arrangerer Moesgaard og Aarhus kommune en kulturvandring med mulighed for at opleve forhistorien, som skjuler sig under dine fødder. Lisbjerg området gemmer på bebyggelse fra både stenalder, jernalder, vikingetid og middelalder. På turen får du den lange historie kort fortalt – om Egåen der var en vigtig færdselsåre i stenalderen, om stormanden der i vikingetiden byggede en af landets første kirker og ikke mindst om den igangværende udgravning af en jernalderlandsby fra førromersk jernalder (500 f.kr. – kr.f.). Arkæologerne vil fortælle om, hvordan man foretager en udgravning, hvad ledes der efter og hvordan sættes den nye viden i sammenhæng med alt det, vi allerede ved?
Så tag vandreskoene på og tag med på et dyk ned i den lokale fortid. Turen er ca. 3 km. lang og afsluttes med snacks, kaffe/te og vand samt fremvisning af fund i infohuset (Elmehøjen 21, 8200 Aarhus N).
Praktiske oplysninger
· Mødested: Parkeringspladsen ved Lisbjergskolen, Jørgen Clevins Gade 31, 8200 Aarhus N
· Vær opmærksom på at turen ikke er egnet for gangbesværede og barnevogne.
· Husk praktisk fodtøj/vandrestøvler og beklædning tilpasset vejret
Bystrategi
Teknik og Miljø
Aarhus Kommune
89 40 44 00