Forslag til Lokalplan nr. 1246 - Åbyhøj Idrætscenter
Tre grunde til at Byrådet selvfølgelig skal godkende lokalplanen for Åbyhøj Idrætscenter
Selvfølgelig skal Byrådet godkende denne lokalplan.
Det er der - minimum - tre åbenlyse grunde til
1) SUNDHED, FÆLLESSKABER OG MINDRE RISIKO FOR TRAFIKDRAB
Åbyhøj Idrætscenter vil bidrage til at styrke sundhed og fællesskab i området og vil mindske risiko for at børn dør i trafikken på Ringvejen i skoletiden.
Når Åbyhøj Idrætscenter tages i brug skal skolebørn fra Gammelgårdsskolen ikke længere krydse Ringvejen i skoletiden for at komme til Globus1 idrætstimerne og dermed udsætte sig selv for livsfare. Flere fodgængere har (alene over de seneste år) har mistet livet netop ved at krydse Ringgaden til fods. Skolebørn bør naturligvis ikke udsættes for sådanne risici i skoletiden.
Fritiden: Åbyhøj Idrætscenter leverer de fysiske faciliteter, som i den grad mangler i lokalområdet. Når faciliteterne tages i brug, kan frivillige foreninger tilbyde langt flere lokale børn, unge og voksne langt bedre adgang til idrætsaktiviteter og fællesskaber. Det handler om sundhed fysisk og mentalt.
Hensyn til børns liv samt lokale fællesskaber og øget sundhed blandt tusindvis af lokale i Hasle/Åbyhøj er altså første begrundelse for, at lokalplan bør godkendes.
2) FRIVILLIGHED & TILLID TIL KOMMUNEN ER PÅ SPIL
Åbyhøj Idrætscenter er skabt på frivilliges initiativ og gennemført med afsæt i tusindvis af frivillige arbejdstimer. Ildsjæle og frivillige kræfter har knoklet i årevis. Ikke kun i projektgruppen, som har gjort et enormt stykke arbejde. Men en masse andre lokale har igennem årene bidraget til projektet – med frivillige timer (og private penge).
Godkendes lokalplanen ikke, risikere byrådet at dræbe tilliden til kommunen. Man vil føle sig til helt grin og trådt på. Samtidig vil motivationen for at lave frivilligt arbejde i fremtiden mindskes betragteligt. Begge disse ting vil være store tab lokalt – og for kommunen. Det er anden grund til at lokalplanen skal godkendes.
3) HENSYNET TIL DET STORE STORE ANTAL AF NUTIDIGE OG FREMTIDIGE BRUGERE
Det er trist, at sagsbehandlingen i kommunen forud for byggetilladelsen muligvis har været behæftet med fejl, og at naboer føler sig kørt over. Det bør kommunen fremadrettet – i lignende processer - rette op på.
Men eventuelle fejl i sagsbehandlingen i denne sag, bør IKKE stå i vejen for at få lovliggjort det byggeri, som et stort lokalsamfund (der i den grad mangler idrætsfaciliteter) og dermed tusindvis af børn, unge og voksne vil få gavn af i mange årtier fremover.
Naboerne har købt hus i nærhed til skolen og boldbanerne velvidende at tusindvis børn og unge benytter området til skole og aktive fritidsformål. Idrætscenteret ændrer kun marginalt på dette: Det er stadig skole- og fritidsaktiviteter, der dyrkes i området. Noget vil nu blot foregå indendørs.
Derfor: Det må være hensynet til de tusindvis af børn, unge og voksne - nu og i årtier fremad – der får glæde af Åbyhøj Idrætscenter – og ikke hensyn til et meget lille antal naboer, der bør vægtes højest.
Det er tredje årsag.
*
Jeg ser frem til politikere i byrådet godkender lokalplanen.
Vh. Line Wagener
Beboer i næromådet; foreningsaktiv, idrætsudøver og tidligere forælder til børn på Gammelgårdsskolen
Download høringssvar som pdf