Forslag til Lokalplan nr. 1238 - Atletikstadion og Sportens Hus
Høringssvar – Lokalplanforslag nr. 1238: Atletikstadion og Sportens Hus i Kongelunden
Høringssvar – Lokalplanforslag nr. 1238: Atletikstadion og Sportens Hus i Kongelunden
Jeg ønsker hermed at indgive høringssvar til forslag til lokalplan nr. 1238 for Atletikstadion og Sportens Hus i Kongelunden.
Mit svar fokuserer på fire centrale forhold, som jeg mener bør indarbejdes i den endelige lokalplan:
1. Bevarelse og styrkelse af bynaturen,
2. Støj og støjdæmpning,
3. Lysforurening, og
4. Trafik og hastighed på Jyllands Allé.
1. Bevarelse af eksisterende træer og bynaturen – samt offentlig adgang
Lokalplanområdet fremstår i dag som et grønt område med karakter af lysning i skoven – med træer, buske, stier og åbne arealer. Det bruges både af sportsudøvere og almindelige borgere til ophold, gåture og rekreation.
Det er derfor meget bekymrende, at:
• Størstedelen af de eksisterende træer og buskbeplantning vil blive fældet ved realisering af planen.
• Kun to store træer foreslås bevaret, og der er ikke sikret fri adgang til grønne arealer uden for idrætsformål.
• Området overgår reelt til institutionslignende brug med begrænset rekreativ værdi for borgere uden for organiseret idræt.
Det er vigtigt at pointere:
• Bynaturen i Aarhus er under pres, og grønne lommer som denne har værdi langt ud over dets størrelse – både for biodiversitet, klima og folkesundhed.
• Træer og grønne arealer virker som naturlige klimaregulatorer i byen, binder CO₂, reducerer varmeø-effekter og beskytter mod skybrud.
• Offentligt tilgængelige, grønne byrum er nødvendige for børn, ældre og mennesker uden adgang til egen have – især i tæt bebyggede kvarterer.
BorgerforBynatur foreslår:
• Lokalplanen bør indeholde bindende krav om bevaring af eksisterende træer, samt 1:3-erstatning af fældet beplantning.
• Der bør etableres grønne kiler og stiforbindelser, som giver fri adgang for almindelige borgere, også uden for arrangementer og åbningstider.
• Et minimumsareal bør reserveres til almennyttig rekreativ brug – ikke kun sportslig anvendelse.
2. Støjgener og støjbeskyttelse
Lokalplanen indeholder grænseværdier for støj (58 dB vejtrafik, 55 dB for arrangementer), men disse adresserer ikke den reelle belastning ved hyppige arrangementer og shuttletrafik.
BorgerforBynatur foreslår:
• Brug af støjdæmpende beplantning og volde.
• Analyse og kontrol af støj ved større events.
• Begrænsninger for brug af højttalere og musik udendørs efter kl. 20:00.
3. Lysforurening
Tilladelse til 9 m høje lysmaster og digitale skærme er problematisk, især i et område med tæt nærhed til skov og boliger.
BorgerforBynatur foreslår:
• Alt kunstigt lys skal være skærmet og nedadrettet.
• Lys skal dæmpes uden for arrangementstider.
• Skærme og storskærme bør begrænses kraftigt og helt undgås i retning mod skov og boligområder.
4. Trafik og hastighed på Jyllands Allé
Jyllands Allé er i dag præget af høj fart, usikker krydsning og stor gennemkørende trafik – et problem, der forstærkes med anlæggelse af Atletik Stadion og Sportens hus IKKE MINDST shuttlebus-område.
BorgerforBynatur foreslår:
• Hastighedsnedsættelse til 30 km/t i området omkring stadion og væddeløbsbane.
• Hastighedsnedsættelse til 40 km/t på Jyllands Alle fra Fredensvangs runddel og ind til Marselis Boulevard.
• Fysiske trafikdæmpende foranstaltninger.
• At shuttlebusanlæg placeres længere væk fra skov og boligkvarterer. Eks ved Jysk Væddeløbsbane.
Afslutning
Kongelunden er et fællesområde for hele Aarhus – ikke kun en idrætszone!
Jeg opfordrer kommunen til at tage større hensyn til eksisterende naturværdier og offentlig rekreativ adgang, og til at sikre at området fortsat fungerer som et grønt, fredeligt åndehul for alle borgere – ikke kun sportsinstitutioner og events.
Marie Nørgaard Laursen v/ BorgerforBynatur
Irisvej 9
8260 Viby J
Download høringssvar som pdf