Forslag til Lokalplan nr. 1218 - Boligområde på Larsmindevej, Lisbjerg
Lokalplan Larsmindevej 8
Høringssvar vedrørende lokalplan for Larsmindevej 8.
Vi, som én af de nærmeste naboer til Larsmindevej 8, ønsker hermed at indgive høringssvar til den fremlagte lokalplan. Vi mener ikke, at det aktuelle projekt på Larsmindevej 8 er hensigtsmæssigt.
Vores bekymringer kan sammenfattes i tre hovedpunkter:
1. Lisbjerg som transitby – Et stort problem:
Vi er en familie med to børn på 4 og 6 år. Det er en tilbagevendende skuffelse, at vores børn må sige farvel til deres venner, fordi familierne vokser ud af deres lejligheder eller rækkehuse og flytter til parcelhuse i andre byer eller kommuner. Denne tendens gør Lisbjerg til en transitby, hvor familier kun bor i få år. Det hæmmer fællesskab, tryghed og lokalt engagement.
Flere større, familievenlige boliger er nødvendige for at skabe stabilitet og fastholde beboere.
2. Ubalance i byens opbygning:
Planen afviger fra det grundlæggende princip for Lisbjergs udvikling, hvor højt og kompakt byggeri placeres tæt på byens centrum, mens bebyggelsen gradvist bliver lavere ud mod periferien.
Larsmindevej 8 ligger i udkanten af byen, hvor lavere byggeri og fritliggende huse skaber en naturlig overgang til det omkringliggende landskab. At opføre byggeri i op til tre etager på denne placering vil være ude af proportioner og ikke harmonerer med området.
3. Trafik og parkering:
Vi ser os selv som en gennemsnitsfamilie (to voksne og to børn), og for os er det helt urealistisk ikke at have mindst én bil pr. husstand. Vi har som mål at cykle eller tage letbane til alt hvad vi overhoved kan, inkl. arbejde. Men på trods af det, vil vi ikke kunne få hverdagen til at fungere uden bil.
Den foreslåede parkeringsnorm for Larsmindevej 8 er alt for lav!
Afrunding:
Da vi flyttede til Lisbjerg for 4 år siden, var vores håb at byen var mere konsistent og samhørig. I stedet oplever vi en stor udskiftning blandt beboerne, hvilket vi mener hænger tæt sammen med, at der primært bygges lejeboliger og små rækkehuse.
Vi er privilegerede at bo i en by og et område tæt på skov og natur. Lad os passe på naturen og udvikle Lisbjerg på en måde, der giver mening for byens borgere og byens helhed og ikke ejendomsudviklerne.
Med venlig hilsen
Peter Dohn Andreasen og Lene Andreasen
Larsmindevej 1
(Ovenstående er også vedhæftet som fil)
Download høringssvar som pdf