Luk Vestergade for gennemkørende biltrafik permanent, fra krydset ved Emil Vetts Passage til Smedens Bro.
Endnu en gang er vi blevet konfronteret med det uundgåelige udfald af en byplanlægning, der ikke tager menneskers sikkerhed alvorligt nok. På Vestergade i weekenden, lørdag den 2 august, blev otte personer påkørt – midt i et af Aarhus’ mest levende, gående og kulturbårne byrum og til den traditionsrige Vestergadefest, drevet af frivillige ildsjæle.
Vestergade er et perfekt eksempel på, hvad der sker, når kommunalpolitikerne insisterer på at blæse og have mel i munden. Man vil både bevare byliv og fremkommelighed med brede fortove og udeservering, men man vil også lade biler køre igennem, nogle i alt, alt for høj fart. Vi ender med at skabe farlige halv-løsninger, hvor ingen reelt er trygge. På en almindelig lørdag eftermiddag ser man børn, der zigzagger afsted på små cykler, turister der slentrer ned ad gaden med et kort i hånden og familier, der stopper op for at kigge på butiksvinduer. De hører til på Vestergade – ikke bilerne. At man stadig tillader motorkøretøjer at bevæge sig igennem dette miljø, selv efter en større og langvarig renovering af gaden henover foråret og sommeren, er total uansvarlig byplanlægning.
Luk Vestergade og gør den til en gågade - den historiske bymidte er for mennesker, ikke biler.
Den massepåkørsel, vi så i weekenden den 2 august, må være det endelige wakeupcall. De fantastiske frivillige der står for Vestergadefesten håndterede en urimelig situation med al den ansvarlighed man kan forvente, men de burde ikke stå i den situation til at starte med. Der er ingen gode undskyldninger tilbage. Hvis vi tager byliv, tryghed og fremkommelighed for de bløde trafikanter alvorligt, skal Vestergade lukkes for gennemkørende biltrafik. Ikke kun til særlige begivenheder. Permanent.
Byen er til for mennesker, ikke for motorkøretøjer. Kommunalpolitikerne skylder alle de borgere der færdes til fods på Vestergade at der stadig kan slingres ned ad gaden uden at man skal hoppe til side for gennemkørende biler. Luk Vestergade for gennemkørende biltrafik. Byen skal være for mennesker.