Forslag til lokalplantillæg nr. 623_T1 på Nygårdsvej, Højbjerg
Indsigelse lokalplansændring nr. 623_T1 - NEJ TAK
Hermed indgives kraftig indsigelse mod ovenstående lokalplansændring/-tillæg ift tilladelse til at bygge antennemaster på området. Placeringen vil betyde, at plejehjemmet ikke kan få en senere mulighed for at bygge til med nødvendig/ønsket fællessal, få mulighed for et fremtidssikret lokalt storkøkken (henhold til tidens krav), samt kunne få evt. lokaler til bedre genoptræningsfaciliteter. Det synes mærkværdigt, at det ikke er tænkt ind i planlægningen.
Ligeledes vil det være til stor gene for os mange beboere med byggelarmen, samt ikke mindst sandsynligvis en mistet skovbeplantning, der glæder os alle meget i dagligdagen, når vi er ude på terrasserne for enden af bygningerne, og på terrasserne i haverne. Vi beboere nyder dagligt oplevelsen af at være midt i naturen, samt komme ud i vores små oaser med træer og natur, som var det skov. Vi er ikke i stand til at komme langt omkring, og det giver os stor livsglæde i dagligdagen, at kunne følge med i naturens skiften uden at skulle høre meget trafikstøj, for desuden må det forventes, at det generelt vil medføre højere lydmæssige gener fra Ringvejen, ved at en del af træerne nok fjernes i forbindelse med inddragelsen det planaftegnede til antennemaster på grunden.
Generelt, når man ser ind i en fremtid med en markant større og længerelevende ældre befolkning, synes det meget bemærkelsesværdigt, at man overhovedet overvejer en lokalplansændring/-tillæg, der medfører en total begrænsning af tilbygningsmuligheder for et plejehjem. Fremtidsperspektiver der synes nødvendige ved bl.a at kunne afhjælpe med mere plads på et eksisterende godt plejehjem.
Lokalplansændringen vil hindre at kunne medvirke til at etablere fremtidssikret lokalt storkøkken, men også være en hindring til at kunne bidrage med øget livsglæde og træningsmuligheder hos plejehjemmets beboere - allerede nu ved at begrænse området udenfor og for fremtiden med mulige nødvendige tilbygninger.
Madsbjerg Plejehjem savner i forvejen rum til fællesskab, som kan være med til at forbedre livskvalitet og aktivitetsmuligheder for os ældre. Derudover faciliteter til motorisk træning og behandling, samt mulighed for langt bedre fremtidssikrede køkkenfaciliteter. I dag er der fx. meget begrænset plads, idet motorisk træning kun kan ske på gangområdet uden mulighed for privathensyntagen - det er ikke i orden.
Jeg må derfor på det skarpeste anmode om, at der ikke sker en lokalplansændring/tilføjelse, der tillader, at anvende plejehjemmets område til at opsætte antennemaster. Det kan ikke være rimeligt, at ældre menneskers behov både nu og for fremtiden skal begrænses og tilsidesættes, når der er andre placeringsmuligheder i kommunen.
Jeg opfordrer hermed til at forslaget IKKE vedtages. Det vil være til meget stor gene for os beboere.
Download høringssvar som pdf