Forslag til lokalplantillæg nr. 623_T1 på Nygårdsvej, Højbjerg
Forslag 623_T1 er ikke egnet til mobilmast
Jeg er pårørende til en beboer på Plejehjemmet Madsbjerg, og jeg skriver til jer, fordi jeg er meget bekymret over lokalplansforslag 623_T1.
På Plejehjemmet Madsbjerg bor 60 ældre og udsatte mennesker. Mange af dem sidder i kørestole og er så syge, at de ikke kan bevæge sig udenfor plejehjemmet. Den eneste mulighed, som de har for at se noget grønt samt opleve verden udenfor plejehjemmet, er via den udsigt, som de har gennem plejehjemmets vinduer.
Det vil derfor være en katastrofe for dem, hvis der bliver opsat en kæmpestor synlig mobilmast midt i det grønne område lige udenfor deres vinduer, som foreslået i lokalplansforslag 623_T1.
Derudover skærmer det grønne område, som bliver foreslået som placeringsområde for mobilmasten i lokalplansforslag 623_T1, også for støjen og luftforureningen fra den stærkt trafikerede Ringvej Syd.
Det grønne område består af træer og buske og en støjvold (støjskærme/støjdæmpning), og det er i forvejen meget tyndt, og der er derfor allerede nu betragtelige støjgener fra Ringvej Syd.
Hvis der bliver fjernet 40 m2 træer og buske ud mod Ringvej Syd for at få plads til en mobilmast og et teknikhus, så bliver det grønne område endnu tyndere - og derudover så vil en 36 meter høj gittermast (mobilmast) heller ikke kunne bremse støjen og luftforureningen fra den stærkt trafikerede Ringvej Syd, på samme måde som støjvolden og de høje grønne træer og buske gør.
Hvis man opfører en mobilmast midt i det grønne område 623_T1, vil både støjgenerne og luftforureningen på plejehjemmet stige betragteligt.
En af de få glæder, som de syge mennesker på plejehjemmet har, er at de kan åbne deres havedør, sådan at de kan høre fuglene kvidre - hvis støjgenerne fra bilerne stiger yderligere, vil man ikke længere kunne høre fuglene.
De ældre mennesker på plejehjemmet har ingen mulighed for at rejse ud i naturen - plejehjemmets have, med det grønne område i baggrunden, er den eneste natur, de har i deres liv.
Mange af de syge ældre mennesker har valgt at flytte til Plejehjemmet Madsbjerg (fremfor andre plejehjem) på grund af den grønne udsigt inde fra plejeboligerne.
Mange af de syge ældre mennesker har nedsat lungefunktion/svækket immunforsvar/neurodegenerative sygdomme i hjernen etc. som gør, at de har ekstra meget brug for den friske luft/ilt, som produceres af træerne ude foran plejehjemmet.
De 60 syge mennesker, som bor på plejehjemmet nu, har ingen mulighed for at flytte et andet sted hen, hvis der opføres en mobilmast lige ude foran deres vinduer.
Opførelsen af en mobilmast lige ude foran plejehjemmets vinduer vil fjerne livsglæden og livskvaliteten ved at bo på Plejehjemmet Madsbjerg, og dermed også gøre det meget svært at finde fremtidige lejere - hvilket vil være en katastrofe for stedets økonomi.
Det vil derfor være en katastrofe, både for de stakkels ældre mennesker som bor på plejehjemmet nu, samt for plejehjemmets økonomi, hvis der opføres en mobilmast i det grønne område lige udenfor plejehjemmets vinduer.
Jeg har vedhæftet et billede af udsigten fra min pårørendes lejlighed på Plejehjemmet Madsbjerg for at tydeliggøre, hvorfor området 623_T1 lige udenfor plejehjemmet, ikke er en egnet placering til opstillingen af en mobilmast.
Der må kunne findes et bedre sted, som ikke kommer til at gøre tilværelsen helt ulidelig for 60 i forvejen meget syge og udsatte ældre mennesker.
Der oplyses i forslaget om Lokalplan 623_T1 at "Planområdet udgøres af beplantede støjvolde og tilstødende beplantede arealer" + at lokalplaner skal udarbejdes efter reglerne i Planloven, som sikrer, at der bliver taget hensyn til alles interesser i samfundet, når arealer bruges og indrettes + at lokalplanen altid skal være i overensstemmelse med kommuneplanens rammer.
Vedr. kommuneplanens rammer, så oplyses det i forslaget, at der står i retningslinjerne for Kommuneplan 2017, at placeringen af nye master og antenneanlæg "skal tage hensyn til omgivelserne" og at "Nye antennemaster skal placeres så anonymt som muligt og i miljøer, der understøtter masteplaceringer. Foretrukne placeringer vil være på eksisterende master, på høje bygninger, på fritstående skorstene, i erhvervsområder og lignende."
Derudover anbefales det i Planloven, at der bør tages særlige hensyn til støjfølsomme anvendelser, såsom plejehjem.
Og der står i Sundhedslovens § 119 at “Kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis” og “Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.”
Miljøet lige udenfor Plejehjemmet Madsbjergs vinduer understøtter på ingen måde placeringen af en mobilmast med tilhørende teknikhus på op til 40 m2, midt i det eksisterende grønne område bestående af træer og buske og en støjvold, da dette ville medføre helt urimelige gener for de 60 meget syge ældre mennesker på plejehjemmet, både visuelt, støjmæssigt, medicinsk (mindre ilt i luften + øget luftforurening), sundhedsmæssigt og trivselsmæssigt, og med en dertilhørende markant forringelse af den i forvejen meget ringe livskvalitet for de 60 meget syge ældre mennesker, som bor på plejehjemmet.
Der ville altså være store menneskelige omkostninger ved at opstille en mobilmast lige udenfor Plejehjemmet Madsbjerg - og derudover også øgede økonomiske omkostninger for plejehjemmet.
Derudover ville opstillingen af en mobilmast på Plejehjemmet Madsbjergs område, tæt ved de eksisterende boliger (lokalplanforslag 623_T1), også have en negativ effekt på plejehjemmets muligheder for at udvide med nødvendige tilbygninger.
Forslaget om at opstille en mobilmast lige udenfor plejehjemmet må derfor bero på en misforståelse - altså at man ikke har været bekendt med hvor store gener det ville medføre for de 60 meget syge ældre mennesker på Plejehjemmet Madsbjerg, dengang man foreslog at opføre en mobilmast i det grønne område lige udenfor plejehjemmet.
En misforståelse der sandsynligvis er opstået, fordi plejehjemmets ledelse, plejehjemsrådet og plejehjemmets beboere ved en fejl ikke er blevet inddraget i den forundersøgelse, der skulle have været med til at afklare, om lokalplanforslag 623_T1 er en egnet placering for en mobilmast.
Lokalplansforslag 623_T1 er ikke en egnet placering for en mobilmast, og bør derfor forkastes.
Der opleves derudover ingen problemer med 5G dækningen på Plejehjemmet Madsbjerg, som befinder sig nord for Ringvej Syd - og det nævnes også specifikt på side 8 i lokalplansforslag 623_T1, at forslaget fremsættes m.h.p. at dække forsyningsbehovet for 5G i nærområdet, herunder Madsbjergparken og Holme Parkvej, som begge befinder sig syd for Ringvej Syd.
Vi har fået oplyst, at grundejerne syd for Ringvej Syd ikke har ønsket at give tilladelse til opførelsen af en mobilmast på deres grund, hvilket vi har forståelse for.
Dette bør dog ikke gå ud over de 60 meget syge ældre mennesker på Plejehjemmet Madsbjerg.
Den løsning, som påvirker alle involverede mindst muligt og dermed er mest rimelig overfor alle, vil derfor være at placere mobilmasten i området 319_T1, hvor mobilmasten kan placeres uden at påvirke det eksisterende grønne område med træer og buske og støjvold udenfor plejehjemmet, og uden at medføre øgede støjgener og store visuelle gener for de 60 meget syge ældre mennesker på Plejehjemmet Madsbjerg.
Leverandøren af mobilmasten har ligeledes peget på området 319_T1 som værende det bedst egnede til opstillingen af en mobilmast + der er kun behov for 1 mobilmast for at dække det samlede område for 319_T1 og 623_T1.
Der er således ingen grund til at vedtage lokalplansforslag 623_T1, når området ikke er egnet til opstillingen af en mobilmast, og når behovet for opstillingen af en mobilmast kan dækkes ved at etablere en mobilmast i området muliggjort i lokalplansforslag 319_T1, som samlet set er den bedst egnede placering for alle involverede.
Jeg vil grundet alle de ovennævnte årsager derfor gerne opfordre til, at lokalplansforslag 623_T1 ikke vedtages.
Venlig hilsen Johanna
——///——
P.s: Der er ingen af de 60 beboere og pårørende på plejehjemmet, der ønsker at der opstilles en mobilmast lige udenfor plejehjemmet eller at lokalplansforslag 623_T1 vedtages.
Taget i betragtning at vi først er blevet oplyst om eksistensen af lokalplansforslag 623_T1 og 319_T1 12 dage før høringsfristens udløb (hverken plejehjemmets ledelse eller plejehjemsrådet eller plejehjemmets beboere er blevet inddraget i forundersøgelsen/udarbejdelsen af lokalplansforslagene, og der var derfor ingen af os der vidste, at man var i gang med at udarbejde forslag til ændringer i lokalplanen for plejehjemmets område - jeg blev først bekendt med eksistensen af lokalplansforslag 623_T1 og 319_T1 og den igangværende høring via et fysisk brev fra “Teknik og Miljø - Plan” dateret den 10. september og modtaget den 26. september, hvorefter jeg kontaktede plejehjemmets ledelse, som hverken kendte til lokalplansforslag 623_T1 eller den igangværende høring, idet plejehjemmets ledelse ikke var blevet informeret om dette), og taget i betragtning at de mennesker som berøres af lokalplansforslag 623_T1 er 60 meget syge ældre mennesker og deres meget travle pårørende, er det dog ikke realistisk at forvente, at 60 meget syge ældre mennesker og deres meget travle pårørende alle skal kunne nå at give udtryk for deres ønske om at lokalplansforslag 623_T1 forkastes, med en frist på blot 12 dage til høringsfristens udløb.
Hvis der i.f.m. høringen af lokalplansforslag 623_T1 kun kommer indsigelser fra nogle få af plejehjemmets beboere og deres pårørende, skal dette således ikke ses som et udtryk for at flertallet af plejehjemmets beboere og deres pårørende er enige i lokalplansforslag 623_T1 om at opstille en mobilmast i det grønne område lige udenfor plejehjemmet - en eventuel lav svarrate skal udelukkende ses som et udtryk for, at flertallet af plejehjemmets beboere og deres pårørende ikke har haft ressourcer til at sætte sig grundigt ind i sagen og derefter tilkendegive deres uenighed i et skriftligt høringssvar, indenfor en frist på blot 12 dage.
At der ikke er nogen af de 60 beboere eller deres pårørende, der ønsker at der opstilles en mobilmast lige udenfor plejehjemmet eller at lokalplansforslag 623_T1 vedtages, understøttes af de afgivne høringssvar fra beboere og pårørende, som alle er imod opstillingen af en mobilmast i det grønne område udenfor plejehjemmet og derfor ønsker at lokalplansforslag 623_T1 ikke vedtages.
Download høringssvar som pdf