Vedvarende energi i Aarhus
Vindmøller tæt på Århus Ø, et no go....
To kæmpevindmøller på Aarhus Havn - et eksperiment med borgernes sundhed
En af visionerne for Aarhus Ø er, at området skal være særligt attraktivt. I ”De bynære havneområder” fra 2006 beskrives detaljeret visionerne for Aarhus Ø – og man er ikke i tvivl, her bliver det attraktivt at bo.
Spændende arkitektur, miljøorienteret byggeri, god tilgængelighed, attraktiv kollektiv trafikbetjening, store offentlige byrum, små lokale pladser og grønne områder, promenade- og opholdsarealer langs alle kaj- og kanalkanter, visuel kontakt med vand og skibe, er nogle af de ingredienser der skal medvirke til at gøre den nye bydel særligt attraktiv.
Kilde: De bynære havnearealer, dispositionsplan for de nordlige områder, udgivet af Aarhus Kommune, 2006
I dispositionsplanen er ikke nævnt et ord om vindmøller.
Der er vægtige grunde til, at man ikke placerer vindmøller tæt på eller midt i en storby. Og man bør altid lade tvivlen komme borgerne til gode!
· Der er støjgener – og der er store debatter om, hvor og hvordan støjen skal måles.
· Der er uenighed om, hvordan lavfrekvens lyde påvirker helbredet.
· Der laves løbende undersøgelser af, hvorvidt støjen giver stress, hovedpine, søvnbesvær, hjerteproblemer mv., når man bor i nærheden af en vindmølle. Og resultaterne er ikke entydige – og forskerne peger på, at der må flere undersøgelser til.
Derfor kom det som en stor overraskelse, at politikerne i Aarhus planlægger at placere to kæmpevindmøller (150 m høje) mindre end 1400 m fra Aarhus Ø.
Tanken er, at der skal bo ca. 10.000 -12.000 personer på Aarhus Ø. Hvordan tør man overhovedet eksperimentere med så mange borgeres livskvalitet?
Min kæreste og jeg bor i Pakhusene med udsigt til vandet og havnen og er dybt bekymrede for fremtiden for Aarhus Ø. Det glæder os, at der også er politikere i kommunalbestyrelsen, der har sagt fra ift. at placere vindmøllerne på land. Et eksempel til efterfølgelse.
Skal der anlægges vindmøller, bør det 100% gøres ude på havet, et godt stykke ude... Ligesom i Ringkøving/Hvide Sande...
Vi håber inderligt på, at I politikere vil tage alle høringssvar til sig og tænke sig om en ekstra gang, inden der eksperimenteres med borgernes sundhed!
Download høringssvar som pdf