Gå til hovedindhold

Høringssvar

Vedvarende energi i Aarhus

332 borgere i Studstrup protesterer mod udlægning af et areal ved Vosnæs til store vindmøller

Høringssvaret er underskrevet af 332 borgere i Studstrup.
Underskrifterne er vedlagt som bilag.

Høringssvar

Undertegnede borgere i Studstrup ønsker med dette høringssvar at protestere mod udlægning af et areal ved Vosnæs til store vindmøller

Vi anmoder Aarhus Byråd om at udtage arealet fra Temaplanen, og herved undgår en ødelæggelse af det bevaringsværdige landskab langs kysten omkring Kalø Vig.

Vi anerkender, at fossile brændsler skal udfases for at nå internationale og nationale mål om at undgå alvorlige klimaforandringer. Vi beder dog om, at den samlede påvirkning af naboer, landskaber og kulturmiljø i dette tilfælde vægtes tungere end de positive aspekter ved produktion af vedvarende energi.

Naturen udgør Studstrup borgernes største aktiv og mange har valgt Studstrup som bosted pga. nærheden til skov og strand og benytter området ved Vosnæs til rekreative formål. Beboerne påskønner Vosnæsgårds gæstfrihed overfor besøgende i skovene og sætter pris på vedligeholdelsen af stier og veje, der muliggør adgang til skovene på en måde så den ”naturlige” natur er respekteret bedst muligt.

De fleste borgerne i Studstrup oplever Studstrupværket som et vilkår, der er kendt, når man flytter til området og man orienterer sig mod nord for naturoplevelser, hvorved Studstrupværket ”vendes ryggen”. Vi finder det derfor meget forkert, hvis Byrådet evt. anser naturmiljøet omkring Studstrup for allerede ødelagt pga. værkets tilstedeværelse.

Det forekommer os besynderligt, at visualiseringseksemplerne til Temaplanen ikke indeholder et eksempel på den visuelle påvirkning af kysten set fra Studstrup og at Aarhus Byråd har besluttet at sende Temaplanen i høring uden en sådan visualisering. I miljøvurderingen til Temaplanen er sådanne visualiseringer blot henvist til den senere planlægning.

Under indtryk af denne oplagte mangel i byrådets beslutningsgrundlag for Temaplanen, vedlægges en visualisering, der er udarbejdet af en borger i Studstrup og i øvrigt offentliggjort i november udgaven af lokalmagasinet ”8541”, der udgives af Skødstrup Fællesråd.

Borgerne i Studstrup er også skatteydere i Aarhus Kommune. Standarden på veje og fortove er ikke specielt høj og mange veje er privat fællesvej, som vedligeholdes af beboerne selv. Vi tror ikke, at vores landsbysamfund belaster Aarhus Kommunes budget synderligt og vi synes ikke, at vi forlanger meget, når vi beder Aarhus Byråd om at sørge for, at naturen i vores dagligdag bevares.

Baggrund
Landsbymiljøet i Studstrup er karakteristisk ved fraværet af offentlige anlæg udover børnehave, sportsplads, Studstrup Strandpark og Kaløvigskolen, som er en specialskole under Aarhus Kommune. Nærmeste store nabo er Studstrupværket.
Studstrup Strandpark er ejet af Aarhus Kommune og benyttes flittigt af borgere fra Studstrup og omegn til badning om sommeren og kælkning på Fiskerhøj om vinteren. Kameraplacering i vedlagte visualisering er netop Fiskerhøj.
Farvandet ud for Studstrup benyttes ofte af windsurfere og kitesurfere.
Vosnæsskovene benyttes som udflugtsmål for mange borgere fra Studstrup og omegn. Skovene ejes og dyrkes af Vosnæsgaard som traditionel skov med et minimum af grusveje og stier.
Uddrag af Miljøvurderingen for Temaplanen (s. 25):
”Vurdering
Det er vurderet, at vindmøller i området kan være synlige fra dele af kystlinjen langs Aarhus Bugt, mens de sandsynligvis vil være synlige fra store dele af kysten langs Kalø Vig. I den videre planlægning for et konkret projekt bør den visuelle påvirkning af kysten belyses via visualiseringer.
Området til vindmøller er placeret midt i det åbne landskab, der dannes af de omkransende skove og kysten. Der er god afstand mellem området, skov og skovbryn. Det er vurderet, at placering af vindmøller i landskabet vil påvirke den nuværende landskabskarakter i området. Det er derfor vigtigt, at der ved videre planlægning for opstilling af vindmøller i området, er ekstra fokus på vindmøllernes visuelle påvirkning af de karaktergivende landskabselementer og landskabstræk i det omkringliggende bevaringsværdige landskab.
Der må ikke placeres vindmøller eller tilhørende anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen. Det er vurderet, at der kan placeres det ønskede antal vindmøller i området uden at berøre strandbeskyttelseslinjen.
Kulturlandskab
Området til vindmøller ligger inden for at område, der er udpeget som kulturmiljø på grund af landskabets herregårdslandskabelige karakter”.
Inden for 4,2 kilometer fra området til vindmøller ligger Skødstrup Kirke. Kirken er delvist omkranset af boliger.
Vurdering I den videre planlægning af et konkret projekt skal den visuelle påvirkning af herregårdslandskabet belyses og vurderes, og det skal vurderes om vindmøllerne forstyrrer oplevelsen af kirken i landskabet”.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Bjarne Mathiesen

Indsendt

05/12/2019 10:00

Sagsnummer

HS8555869

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Hørings-id

H125

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Ledelsessekretariatet

Kommuneplanafdelingen

Tlf. 4185 9776

Vil du vide mere?

Læs mere om kommuneplanen og hvad den betyder for dig - klik her.