Gå til hovedindhold
Vedvarende energi i Aarhus

Solenergianlæg > 50 ha i Sabro

Aarhus Kommune planlægger at udpege et område i Sabro til solenergianlæg på minimum 50 ha svarende til mindst 70 fodboldbaner. Det er ikke hensigtsmæssigt.

Området omfatter ”områder med god landskabskarakter” og ”områder med særlig god landskabskarakter (bevaringsværdige landskaber)”. Ydermere lapper det ind over det beskyttede naturområde Borum Eshøj med gravhøjene og bronzealderhuset. Placeringen af gravhøjene på Borum Eshøj langt tilbage i fortiden har ikke været tilfældigt. Der er et fantastisk udkig til alle sider fra højene, og placeringen af et så stort og dominerende solenergianlæg så tæt på vil være voldsomt skæmmende for et af Aarhus Kommunes betydningsfulde fortidsminder.

Området lapper indover områder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, beskyttet vandløb og således også områder udpeget til lavbundsarealer, hvor der kan etableres vådområder, dvs. naturområder hvor kommunen har en særlig interesse i at udvikle robuste natursammenhænge med en høj naturkvalitet (jf. Kommuneplan 2017). En stor del af det område, som Aarhus Kommune i dag udpeger til solenergianlæg, er endvidere udpeget til områder for ønsket skovrejsning og indgår som en del af Aarhus Kommunes målsætning om at øge skovarealet i kommunen.

Området rækker indover byzoneområder med flere private ejendomme, ligesom det også rækker ind over flere fritliggende private ejendomme langs Viborgvej og Stillingvej. I ”Forslag til temaplan om vedvarende energi” fremgår det, at nærhed til transformerstationer og kommuneplanlagte erhvervsområder indgår som parametre for udpegning af områder til VE-anlæg. Der ligger et erhvervsområde inden for det udpegede område, men det udgør kun et meget lille areal set i forhold til de byzoneområder, der ligger inden for området udpeget til solenergianlæg. Flere private ejendomme risikerer dermed at få et kæmpe solenergianlæg placeret meget tæt på deres ejendom.

Et solenergianlæg på 50 ha vil ikke bare være til gene for de nærmeste naboer. Det vil også være voldsomt skæmmende for selve det bymæssige indtryk af Sabro set fra byens sydlige side.

Inden for det udpegede område er der ydermere udpeget et større areal til anlæggelse af motorvej. Mellem motorvejsarealet og Viborgvej er der syd for Sabro by planlagt skovrejsning, som vil medvirke reduktion af motorvejsstøj i selve Sabro by. I ”Forslaget til Temaplan om vedvarende energi” medtager kommunen ikke en vurdering af, hvilken påvirkning et eventuelt solenergianlæg vil have på støjen fra motorvejen. Det vil sige, om solenergianlægget med sine hårde overflader vil forstærke støjen fra motorvejen mod Sabro by, Borum by eller Borum Eshøj.

Aarhus Kommune har ikke sendt orienteringsbrev til alle, der er nærmeste naboer til det udpegede område til solenergianlæg i Sabro. Min mand og jeg er ligestillede ejere af vores ejendom, men kun min mand har modtaget orienteringsbrevet om vindmøller og solenergianlæg fra Aarhus Kommune. Brevet blev sendt til min mands e-Boks, og denne har jeg naturligvis ikke har adgang til. Det er en meget gammeldags og kønsdiskriminerende måde Aarhus Kommune har valgt at håndtere udsendelsen af orienteringsbrevet på. Jeg har hørt, at dette også er sket for andre. Er denne fremgangsmåde udtryk for almindelig forvaltningsskik fra kommunens side eller er der tale om en procedurefejl her?

Som det blev nævnt på det offentlige orienteringsmøde den 21. november fremstår hele ”Forslaget om temaplan om vedvarende energi” mest af alt som et projekt, der udelukkende har til formål at brande Aarhus Kommune som klimavenlig, fremfor at være et projekt, der rent faktisk vil bidrage effektivt til klimaindsatsen. Det offentlige orienteringsmøde virkede mest som noget, der bare skulle overstås fra kommunens side, og der var flere fejl i præsentationsmaterialet. Med udpegningen af solenergianlæg >50 ha i Sabro vil der desværre være en del borgere, der kommer til at betale væsentligt mere end andre i Aarhus Kommune for nogle tvivlsomme bidrag til klimaindsatsen.

Vi vil derfor anbefale at tage arealudlægget ved Sabro ud af den fremtidige planlægning for vedvarende energi i Aarhus kommune.

Karen Marie og Peter H. Lykke, Stillingvej 101, 8471 Sabro
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Karen Marie Lykke

Indsendt

07/12/2019 08:40

Sagsnummer

HS8833933

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Kommune- og lokalplanlægning
Hørings-id

H125

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Ledelsessekretariatet

Kommuneplanafdelingen

Tlf. 4185 9776

Vil du vide mere?

Læs mere om kommuneplanen og hvad den betyder for dig - klik her.