Høringssvar vedr. plan om opstilling af vindmøller ved Vosnæs
Med nærværende høringssvar gøres indsigelse mod placering af 3 vindmøller ved Vosnæs.
Det er prisværdigt, at Aarhus Kommune går aktivt ind i behovet for klimabeskyttelse med tanke på vedvarende energikilder som alternativ til de nuværende. Det kan dog undre, når eksperter på området eksplicit anbefaler større projekter til havs fremfor mindre lokale etableringer til lands, at Aarhus så alligevel satser småt og ubetydeligt i stedet for stort og banebrydende.
Med den aktuelle projekterede placering af møllerne vil den altdominerende vindretning lige netop medføre gene for folk flest i området, hvilket særligt ift. støjforureningen vækker bekymring, da der ikke foreligger sikre videnskabelige undersøgelser på netop fysiske og psykiske følger til vindmølle-støj over tid.
Dertil må det præciseres, at Vosnæs er et enestående naturområde, som ikke blot er et attraktivt rekreativt område for dyr og mennesker, men tillige en kulturel og naturmæssig perle, som vi i sin tid, ifm. udflytning fra Aarhus, netop tilvalgte begrundet i samme.