Dette høringssvar vedrører specifikt det foreslåede solenergi anlæg (10-50 Ha) lige nord for motorvejskryds Aarhus Vest. På marken ved Lyngbygaard har der igennem de seneste 20 år været et nationalt teststed for geofysiske instrumenter som vist på det vedhæftede kort.
Teststedet spiller en afgørende rolle for kvalitetssikringen af de data der indsamles bl.a. i forbindelse med kortlægningen af grundvandsressourcer. Teststedet er unikt og er blevet brugt til at teste instrumenter fra hele verden, da teststedet i dag er det eneste af sin slags globalt. Endelig spiller teststedet en central rolle i udviklingen af næste generation af geofysiske instrumenter der udvikles på Institut for Geoscience. Instrumenterne er til brug for kortlægningen af den danske undergrund i forbindelse med grundvand, klimatilpasning, råstoffer, forurening, mv.
Stedet er afhængigt af IKKE at have infrastruktur i form af kabler, autoværn, el-ledninger, hegn osv, indenfor en afstand af 3-400 m. Denne afstand er netop overholdt i dag, men vil ikke være overholdt hvis den viste oval udnyttes fuldt ud i den sydlige ende. En eventuel kabelforbindelse mod vest fra området vil ligeledes være ødelæggende for teststedet.
Teststedet er etableret og vedligeholdes af GeoFysikSamarbejdet, som er et samarbejde mellem Institut for Geoscience, Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen. Den daglige brug koordineres af Institut for Geoscience.
Vi anmoder på det kraftigste om at anlægget kan udføres på en måde som ikke vil være ødelæggende for det nationale teststed.
Teststedet er beskrevet her: https://www.hgg.geo.au.dk/rapporter/Refinement_TEM_Ref_Model_Lyngby_Update_June_2012.pdf
Mvh
Anders Vest Christiansen, Lektor
Esben Auken, Professor