Vi tilslutter os samtlige høringssvar der er imod solceller og vindmøller op ad tæt bebyggelse. Særligt høringssvar HS3197485 m.fl. som omhandler område 9, solceller i Elev. Det vil ødelægge et attraktivt beboelsesområde og have negativ indflydelse på hele området.
I miljørapporten (miljøvurdering af Temaplan for vindmøller og solcelleanlæg) anføres, at der er god afstand til nærmeste naboer og Elev. Dette er vi meget uenige i, da vi og vores nærmeste naboer på Koldkilde bor ca. 50-75 meter fra området med direkte udsigt til området. Da Koldkilde-bebyggelsen ligger umiddelbart syd for området, er vi dels bekymrede for graden af genskær fra anlægget og dels for en konstant brummende støj fra inverterne. Elev er i forvejen generet af støj fra højspændingsmasterne i området. Der er ingen grund til at bidrage yderligere til støjforureningen.
Det anføres også i miljørapporten, at der ikke er rekreative interesser i området. Dette er ikke sandt. Beboerne i Elev og omegn bruger i høj grad både Koldkilde og Vennemindevej til gå-, løbe-, cykel- og rideture til og fra Lisbjergskoven. Et solcelleanlæg vil i høj grad have en negativ visuel påvirkning af Elev.
Det må være muligt for Aarhus kommune at finde områder længere væk fra beboelsesområder til solcelle- og vindmølleanlæg. Specielt er jorden under vindmølleparker særdeles uattraktiv og det vil derfor være et godt sted at placere en solcellepark. Solcellerne ved Elev kan derfor passende flyttes til området under vindmøllerne ved område B.