Gå til hovedindhold

Høringssvar

Høring af forslag om fusion af Tovshøjskolen og Ellekærskolen

Pas på Gammelgårdsskolen

Kære Byråd

Som mor til et barn på Gammelgårdsskolen og forhåbentlig to børn mere i de kommende år bliver jeg nødt til at udtrykke min bekymring og enorme frustration over jeres planer om at udvide skoledistriktet.

Som der allerede står skrevet i mange af de andre høringssvar, så virker planen om distriktsudvidelsen for Gammelgårdsskolen på ingen måde gennemtænkt. Der er redegjort for problematikkerne omkring mangel på lokaler, manglende idrætsfaciliteter, manglende økonomiske ressourcer og så den potentielle flugt til privatskolerne for de børn der kommer fra de ressourcestærke familier. Når jeg skriver ressourcestærke familier, så tænker jeg ikke kun økonomisk, men i høj grad også i forhold til at engagere sig i skolen og sikre et godt og stærkt forældresamarbejde, som jeg tror på er altafgørende for at skabe en god og vellidt skole.

I weekenden var der arbejdsdag i mine to mindste børns daginstitution. Der var en enorm god opbakning til arrangementet – dejligt. Desværre hørte jeg bare alt for mange forældre sige, at de foretrak privatskole frem for Gammelgårdsskolen, da det var blevet alt for usikkert at vælge folkeskolen efter det Byrådet har forsøgt at gennemføre de sidste par år. De turde simpelthen ikke andet.

Alt for mange forældre i Gammelgårdsskolens nuværende distrikt har mistet tilliden til Byrådet og har derfor allerede besluttet sig for at deres børn nok er bedre tjent med at komme på en privatskole. Det gør mig så ked af det, for jeg vil oprigtigt gerne folkeskolen og bosatte mig lige præcis i Åbyhøj pga. den gode folkeskole. Som det ser ud, tør jeg heller ikke at gøre andet end at vælge en privatskole til mine børn, da mine børns fremtid dog er det vigtigste for mig.

Hvis det er Byrådets ønske at fastholde de ressourcestærke familier på Gammelgårdsskolen, så tror jeg ikke I kan rede den her med at bevilge lidt ekstra ressourcer eller en sportshal – Beslutningen om at udvide Gammelgårdsskolen distrikt skal trækkes tilbage.

Please - lad forældre og personale på Gammelgårdsskolen fortsætte det store og vellykket stykke arbejde vi gør for integrationen og mangfoldigheden og ikke ødelægge det ved at pålægge os en umulig og urimelig opgave - så giver I os ikke andet valg end at bakke ud.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Charlotte

Indsendt

10/10/2019 22:46

Sagsnummer

HS5972667

Informationer

Startdato
Svarfrist
Emneord
Dagtilbud og skole
Område
Åbyhøj Brabrand - Gellerup
Hørings-id

H126