Forslag til Kommuneplantillæg nr. 176 - Vurdering af bevaringsværdige bygninger (1-4)
Fri ejendomsret til vedligehold, renovering og udvikling
Vores ejendom på Østboulevarden går fra en værdi 5 til en værdi 4. Vores største bekymring angår muligheder for fremtidig renovering, tilbygning og vedligehold af ejendommen. Vi opfatter kommunens forslag som værende en klar prioritering af, at bevare og passe på de ældre ejendomme, hvilket vi i udgangspunktet bakker op om. Vi har dog tidligere oplevet udfordringer i dialogen med Byggeri i forbindelse med renovering og vedligehold af vores tidligere bolig, hvor der var en række - allerede dengang med bevaringsværdi 5 - skrappe holdninger og krav til, hvordan og hvad vi kunne få lov til med hensyn til ejendommens ydre. Blandt andet i forhold til vinduesudskiftning og etablering af kvist på tagetagen. Vi frygter nu, at den højere bevaringsværdi vil medføre endnu flere begrænsninger, krav og gøre det dyrere for os som boligejere i Aarhus Midtby at passe på og udvikle vores ejendom.
Det fremgår på Aarhus Kommunes side om bevaringsværdier bygninger, at: "Hvis dit hus bliver udpeget som bevaringsværdigt i kommuneplanen, kan [...] Aarhus Kommune stille særlige vilkår i forbindelse med, at du ansøger om en byggetilladelse for at sikre, at ændringerne bidrager til at opretholde eller forbedre bevaringsværdien i dit hus eller miljøet." (https://aarhus.dk/borger/bolig-byggeri-og-miljoe/for-grundejere/er-dit-hus-bevaringsvaerdigt/ofte-stillede-spoergsmaal ).
Forslaget bekymrer os, fordi vi som boligejere naturligvis gerne vil passe på vores ejendom og udvikle den i tråd med ejendommens helhedsindtryk og årgang - men samtidig har vi brug for dels at kunne vedligeholde ejendommen, hvilket kan vise sig dyrere hvis det skal være i tråd med ejendommens oprindelige detaljer. Dels bliver vi bekymrede for vores fremtidige muligheder for at udvikle ejendommen til nye behov, der kan opstå i takt med samfundsudviklingen, fx i forhold til altaner, kviste og vinduer. Vi mener, at byrådet og administrationen bør have en væsentlig opmærksomhed på boligejernes selvbestemmelse og ejendomsret over egen ejendom til at udvikle den som de ønsker. Samtidig er der et væsentligt hensyn til boligejernes økonomi - boligejere kan ikke forventes at have incitament til at investere betydelige midler i deres ejendom, hvis der ikke er et rimeligt råderum og frirum til at udvikle ejendommen og potentielt opnå en til udgifterne svarende værdistigning.
Derfor vil vi med dette høringssvar henlede opmærksomhed på, at såfremt de nye bevaringsværdier vedtages, må det ikke blive mere vanskeligt at foretage renoveringer, ombygninger og vedligeholdelse af byens ejendomme for boligejerne i Aarhus Midtby.
Download høringssvar som pdf