Gå til hovedindhold

Nedslag i den kommunale ejendomsskat ved nedklassificering af kommunale veje

Antal støtter: 1 af 1500

Navn

Henrik Olsen

Email

henrik@borgertinget.org

Forslaget

På vegne af BorgerTinget foreslår jeg, at Aarhus Kommune indfører en retfærdig og gennemsigtig model for nedklassificering veje, så borgere ikke fortsat betaler både gennem den kommunale ejendomsskat og efterfølgende egenbetaling til vedligeholdelse ved nedklassificering af kommunale vej til private fællesveje.

Kommunen bør indføre disse principper:

1. Retfærdig økonomi og kompensation
Når en vej nedklassificeres fra kommunal vej til privat fællesvej, skal de grundejere, der overtager udgifterne til vedligeholdelse, kompenseres gennem en tilsvarende nedsættelse af deres kommunale ejendomsskat (grundskyld).
Eksempel: En vej med 10 ejendomme koster kommunen 60.000 kr. årligt i drift – ca. 6.000 kr. pr. ejendom. Sænkes grundskyldspromillen fra 26 til 23 ‰, sparer borgerne det samme, som de fremover betaler for privat vedligeholdelse.

2. Istandsatte veje ved overdragelse
Kommunen skal aflevere vejene i standardmæssig stand svarende til en nyanlagt vej, før ansvaret kan overgå til borgerne. Privatisering skal ske fra nulpunkt – ikke fra minus.

3. Reelle og lovlige vurderinger
Beslutninger skal ske ud fra en samlet trafikal vurdering, som krævet af Vejloven – ikke alene af økonomiske årsager.

4. Frivillighed og borgerinddragelse
Privatisering må aldrig ske ved tvang. Det skal være et frivilligt tilbud til grundejerforeningerne.

5. Gennemsigtighed, indsigt og frit valg
Kommunen skal dokumentere og offentliggøre sine faktiske udgifter til drift og vedligeholdelse af den pågældende vej, og grundejerne skal have mulighed for at indhente tilbud fra entreprenører ud fra de samme tekniske specifikationer, som kommunen hidtil har anvendt for vedligeholdelsen.
På den måde kan borgerne sammenligne pris og kvalitet og træffe et oplyst valg.

6. Forskellig behandling efter vejtype
Lukkede boligveje kan overtages frivilligt mod kompensation, men gennemgående veje skal fortsat vedligeholdes af kommunen.

Bemærkninger

Forslaget skal løse det grundlæggende problem, at mange borgere i Aarhus i dag risikerer at komme til at betale dobbelt for den samme vej. Når kommunen nedklassificerer veje fra kommunale til private fællesveje, overføres hele udgiften til borgerne – selvom de allerede betaler for vejvedligeholdelse gennem ejendomsskatten. Det er urimeligt og skaber mistillid til kommunen.

Forslaget sikrer en mere gennemsigtig og retfærdig praksis, hvor kommunen fortsat kan reducere sine driftsudgifter, men uden at det sker på bekostning af borgernes økonomi. Når kommunen samtidig oplyser sine faktiske udgifter og giver grundejerne mulighed for at indhente tilbud fra private entreprenører på samme vilkår, kan begge parter vurdere, hvor det bedst kan betale sig at udføre arbejdet.

Dermed kan kommunen spare penge på veje, hvor borgerne frivilligt ønsker at overtage ansvaret – mens borgerne får frihed, indflydelse og tryghed i processen. Forslaget skaber balance, tillid og samarbejde mellem kommune og grundejere, i stedet for konflikt og dobbeltbetaling.

Afstemning start

Afstemning afslutningsdato