Dette høringssvar behandles som svar til både byrådets Energiplan 2025-2045 og Kredsløbs Fremtidens Grønne Fjernvarme.

Høringssvaret anfører elementer ved planerne som potentielt kan lede til, at kommunens klimaambitioner forsømmes.

Det anføres som et af formålene med Energiplan 2025-2045, “at sikre og belyse, hvordan den fremtidige energiforsyning lever op til Klimaplan 2025 og byrådets målsætning om CO2-neutralitet.”
Dette høringssvar fremhæver elementer, hvor Energiplan 2025-2045 ikke opfylder dette formål, og det hævdes, at dette medfører en øget usikkerhed om planens potentielle negative konsekvenser for natur og mennesker i kommunen samt for kommunens klimaaftryk.
Derudover opfordrer nærværende høringssvar til kritisk at gentænke store anlægsprojekters relevans for en omstilling af kommunens energi- og ressourceforbrug.

Gennemsigtighed og beregninger
Her følger en række kritikpunkter ved planens udfærdigelse, som ifølge undertegnede medfører en udvidet risiko for at planen blåstempler en strategi, som – til skade for natur og mennesker – netop ikke vil opfylde de klimaambitioner, som blev vedtaget med Klimaplan 2025-2030.

Overordnet er planen fattig på beregninger og argumenter, der kan tjene som saglige begrundelser for de tiltag, som den præsenterer. Klimaplan 2025-2030 anvendes retorisk som en hjemmel til at hævde et højt klimamæssigt ambitionsniveau, hvor klimaplanen burde anvendes som en ramme for at vurdere energiplanernes konkrete strategier.
Den anførte klimaøkonomiske tilgang kompromitteres ved dels det politiske valg om at ekskludere “scope 3” fra CO2-beregninger. Denne forsømmelse er særlig slem i lyset af, at flere af de energiløsninger, der fremlægges i planen, beror på konstruktion af infrastruktur af omfattende dimensioner (eksempelvis opførelsen af et CCS-anlæg og 1600 hk markbaserede solceller). Desuden har man valgt at ekskludere affaldsafbrænding og 20,6% af den forventede samlede energiproduktion i Kredsløb fra beregningerne af selskabets dependens på fossile brændstoffer. Det medfører en risiko for, at kommunen udadtil kan hævde at opfylde eller nærme sig at opfylde CO2-reduktioner, som ikke er faktiske.
Det fremgår ikke af energiplanen, på hvilken klimavidenskabelig baggrund de specifikke tiltag, energiplanen præsenterer, er udvalgt, og der er et fravær af videnskabelige vurderinger af konsekvenserne for natur og miljø (e.g. LCA og VVM) ved anlægsprojekterne. Når planen hævder en klimaøkonomisk tilgang, er sådanne vurderinger at forvente.

Energieffektivisering som strategi
Energiplan 2025-2045 henviser til energieffektiviseringsstrategien fra Klimaplan 2025-2030. Denne plan omtaler energieffektivisering i boliger og derudover en kommunal solcellestrategi. Planer for konkret politisk handling, der skal afføde energibesparelser i den kommunale forvaltning, på det øvrige borgerniveau og i erhvervslivet, udebliver.
En analyse af Klimarådet viser, at Danmark ikke vil leve op til bygningsdirektivets forpligtelser for energieffektivisering af bygninger uden boligformål. Aarhus Kommune kan siges at imødekomme dette problem ved at have etableret erhvervsnetværket Energispring. Skønt Energispring er et godt initiativ, må det anfægtes, om ikke Aarhus Kommune kunne medvirke mere aktivt i energieffektivisering hos erhvervsaktører. Kommunen har førhen vist sig særdeles interventionsvillig i sager om at få private energiforbrugere til at vælge de løsninger, den har satset på.
Fra et langsigtet natur- og klima-orienteret perspektiv bør besparelser på energiforbruget som strategi for reduktion af CO2-udledning forfølges yderligere. Da potentialet for energieffektivisering blandt boligejere for nuværende er relativt lavt, er det oplagt, at kommunen genovervejer, hvorvidt Energispring skal være det eneste tiltag for at imødekommende bygningsdirektivets forpligtelse for bygninger uden boligformål.

CCS-anlægget
I december blev det i byrådet besluttet at droppe projektet om at opføre et CCS-anlæg ved Lisbjerg Forbrænding. Fortsat fremgår CCS-anlægget af planen Fremtidens Grønne Fjernvarme. Nu, hvor det ser ud til, at byrådet ikke vil forfølge projektet om et CCS-anlæg foreløbigt, betyder det et hul i energiplanens CO2-budget på 90.000 CO2e pr. år, hvilket sår alvorlig tvivl om hvorvidt kommunen kan imødekomme sin ambition om at være CO2-neutral i 2030. Så vidt jeg er orienteret, har byrådet ikke præsenteret en strategi for at udfylde dette hul, eller for hvordan de vil imødekomme de ambitioner, som fremgår af Klimaplan 2025-2030.
Repræsentanter for byrådet afviser ikke, at CCS-projektet vil blive genoptaget på et senere tidspunkt. Det ændrer ikke på, at ambitionerne om kommunens CO2-reduktion fremstår usandsynlige, men det anleder til, at dette høringssvar alligevel anvendes til at fremføre argumenter for at gentænke CCS-teknologiens relevans for Aarhus Kommune i fremtiden.

CCS kan have en nyttig funktion, hvis det tilkobles nogle af de allerværste miljømæssige industrier som eksempelvis cementproduktion og kraftværker, der beror på afbrænding af fossilt materiale. CCS-teknologien binder altså kommunen (økonomisk og infrastrukturelt) til at fortsætte en i udgangspunktet klimaskadelig praksis, og må derfor anses som en “overgangsteknologi”.

CCS har ifølge CONCITO følgende ulemper:
Omfattende økonomiske og klimamæssige omkostninger i forbindelse med etableringen af anlæg og den infrastruktur, anlæggene fordrer.
Det er en langsommelig proces at finde en geologisk egnet placering til opbevaringen af CO2’en. CONCITO vurderer, at det kan tage 10 år at få godkendt lokationen. Det forlænger yderligere udsigten til det tidspunkt, hvor et anlæg ville stå klar til brug, hvilket ligeså yderligere kompromitterer en eventuel ambition om at omstille sig frem for at indstille sig til CO2-neutralitet.
Hvis CCS-anlægget tilkobles et varmeproducerende kraftværk, vil CO2-lagringen følge varmeproduktionen, hvis efterspørgsel er sæsonpræget. Om sommeren, når varmeforbruget falder, vil CO2-lagringen følge. Dette vil være en begrænsning for den effektive udnyttelse af kommunens geografiske areal og et relativt spild af de ressourcer, som går til at opføre anlægget og til dets vedligehold.

Aarhus kommune bør afsøge alternativer til CCS, som er mindre økonomisk samt miljø- og klimamæssigt omkostningsfulde og som ikke er overgangsteknologier, der afhænger af klimaskadelig industri.
Eksempelvis bør man i byrådet blandt andet – eventuelt ved at inddrage eksperter – afsøge mulighederne for på en mindre økonomisk, klimamæssig og bureaukratisk omkostningsfuld vis først og fremmest at mindske kommunens ressourceforbrug langt mere effektivt og dernæst at udvirke en plan for på stor skala at inkorporere etableringen af kulstoflagrende naturområder såsom skov og vådområder i klimastrategien.