Gå til hovedindhold
Behandling af høringssvar

Hvordan opsamler og håndterer vi høringssvar?

Opsamling og håndteringen af høringssvar i forbindelse med lokalplaner er forankret hos fagmedarbejdere i Planafdelingen i Teknik og Miljø i tæt samarbejde med andre afdelinger og fagkollegaer på tværs af hele Teknik og Miljø.

Kortlægning af høringssvar 

Samtlige høringssvar læses igennem af fagmedarbejdere i Planafdelingen.  I sager med få høringssvar med forskelligt indhold håndteres hvert høringssvar individuelt. I sager med et stort antal høringssvar, og hvor mange høringssvar indeholder de samme problematikker og bekymringer, tematiseres høringssvarene. Der foretages en vurdering af hvilke temaer, der er de gennemgående i høringssvarene, og der tælles op, hvor mange høringssvar der omhandler de enkelte temaer. Ét høringssvar indeholder oftest mere end et tema. Derefter udarbejdes for hvert tema en sammenfatning af synspunkterne i høringssvarene.


Forslag til besvarelse af høringssvar

Ved vurdering af høringssvar og høringstemaer involveres fagmedarbejdere på tværs af Teknik og Miljø for at undersøge, om høringssvaret/høringssvarene kræver ændringer i sagen eller planen. Det kan f.eks. være i forhold til miljømæssige eller trafikale forhold mv. I nogle tilfælde anmodes eksterne, såsom udvikler eller eksterne myndigheder, om at belyse specifikke faglige/tekniske problemstillinger, hvis Teknik og Miljø vurderer, at der er behov for det.

Til slut udarbejdes et samlet notat med Teknik og Miljøs opsamling med forslag til, hvordan høringssvarene besvares. Det er Aarhus Byråd, der beslutter, hvordan høringssvarene behandles og besvares.