Jeg har noteret mig, at ejendommen Vestre Strandallé 69, Risskov er vurderet med en høj bevaringsværdi (kategori 1–4).

Jeg anerkender, at registrering af bevaringsværdige bygninger kan have et planlægningsmæssigt formål. Samtidig finder jeg det afgørende at understrege, at ejendommen er privat ejendom, og at kommunens indgreb i ejendommens anvendelses- og udviklingsmuligheder bør begrænses til det sagligt nødvendige og proportionalt begrundede.

Ejendommen er opført i 1954 og har en planløsning og et areal, som i dag er meget stramt i forhold til nutidige boligbehov. Samtidig er ejendommen løbende vedligeholdt og teknisk opdateret, hvor alt er udført i overensstemmelse med gældende bygningsreglement. Hvis huset fortsat skal kunne fungere som en tidssvarende helårsbolig, kan der derfor opstå behov for ombygninger, tilpasninger eller udvidelser. En kommunal registrering må ikke i praksis forhindre sådanne rimelige og nødvendige tilpasninger, når de i øvrigt kan gennemføres inden for gældende plan- og byggelovgivning.

Jeg finder det i den forbindelse relevant at pege på den seneste udvikling i nærområdet. Forstanderboligen ved Vejlby-Risskov Landbo- og Husholdningsskole, beliggende på Vestre Strandallé 64, Risskov, blev nedrevet trods sin betydelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdi. Ejendommen var opført i 1904, smuk og velbevaret, og med sine 118 år blandt Høje Risskovs ældste huse. Samtidig blev et betydeligt antal omkring 100 år gamle træer fældet. Dette illustrerer, at sådanne værdier i praksis kan blive tilsidesat, når større udviklingsinteresser prioriteres.

Derudover har den offentlige debat, herunder omtaler fra Vejlby-Risskov Grundejerforening, dokumenteret en udbredt bekymring blandt Risskovs beboere over, at parcelhuse systematisk opkøbes og nedrives til fordel for etagebyggeri. Det klinger hult, når der I den sammenhæng bemærkes, at der i konkrete projekter i området er godkendt en bebyggelsesgrad på op til ca. 200 %, mens private boligejere i samme område typisk er underlagt en maksimal bebyggelsesgrad på ca. 30 %. En bebyggelsesgrad på 200 % svarer reelt til bymæssig etagebebyggelse. Denne forskel – en faktor på omkring seks til syv – giver anledning til væsentlige spørgsmål om proportionalitet, ligebehandling og ensartet administration af plan- og byggelovgivningen.

Jeg er født og opvokset i Risskov og har boet i området siden 1960’erne, hvor Risskov havde omkring 7.000 indbyggere. I dag bor der omkring 30.000 indbyggere i Vejlby-Risskov på stort set samme areal. Jeg har med stor bekymring fulgt denne udvikling, hvor villakvarterer er blevet fortættet uden tilsvarende udbygning af infrastruktur og grønne arealer.

Et andet markant eksempel er Vejlby Skole, som pludselig blev nedrevet, og hvor området i dag er bebygget med etagebyggeri i 6–7 etager. Jeg gik selv på Risskov Skole, som dengang var omgivet af store grønne arealer, atletikbaner, fodboldbaner og øvrige idræts- og opholdsarealer. Disse arealer er i dag i vid udstrækning forsvundet og erstattet af tæt byggeri og uheldige knopskydninger uden tilsvarende hensyn til helhed, æstetik eller rekreative behov.

Samtidig er vejnettet i området allerede i dag presset, uden reelle muligheder for udvidelse, og de grønne åndehuller, som tidligere kendetegnede Risskov, fortrænges i stigende grad.

Det undrer mig i den forbindelse, at der fortsat lægges et så massivt pres på eksisterende villakvarterer i Risskov, når der i nærliggende områder som Skejby fortsat findes betydelige, sammenhængende arealer og åbne marker, som er langt bedre egnet til tæt og høj bebyggelse. Skejby ligger kun få kilometer fra Risskov og er i forvejen udlagt til byudvikling med hospital, erhverv og, nærbane og anden infrastruktur, hvilket gør området mere oplagt til højhuse og større bebyggelsestæthed end etablerede villakvarterer.

På den baggrund opfordrer jeg til, at kommuneplantillægget og den endelige registrering udformes på en måde, der sikrer proportionalitet, reel ligebehandling og fortsat mulighed for sagligt begrundede ombygnings- og udviklingsprojekter inden for rammerne af plan- og byggelovgivningen, uden at private boligejere i eksisterende boligområder pålægges uforholdsmæssige begrænsninger.