Det er vigtigt at værne om vores kulturarv, så også fremtidige generationer kan glæde sig over de bygningsmæssige værdier, der er med til at skabe glæde og stolthed i vores boligområder.
Kommunens omfattende SAVE 1-4-registrering af bygninger fra før 1970 - inkl. opjustering af tidligere registreringer - er i den henseende et initiativ, som Vejlby-Risskov Grundejerforening byder velkommen.
Fagfolk har vurderet hvilke bygninger i Vejlby-Risskov, der bør bevares for eftertiden - og sikrer, at en eventuel tilladelse til nedrivning behandles meget grundig, ligesom renovering, om- og tilbygninger, bør foretages med respekt for den aktuelle bygnings samlede fremtoning og udtryk.
Det er naturligvis helt afgørende, at der fortsat kan om- og tilbygges i henhold til kommuneplanens retningslinjer - også for SAVE 4-registrerede bygninger - så nuværende og fremtidige familier kan få deres ønsker og behov opfyldt.
Der er imidlertid usikkerhed omkring forvaltning af regelerne, og vi opfordrer derfor kommunen til at udarbejde en mere dybdegående vejledning, med eksempler på, hvordan reglerne omkring ændringer af bevaringsværdige bygninger mere konkret vil blive forvaltet.
Der er også usikkerheden omkring fremtidig prisfastsættelse af boliger, der klassificeres som bevaringsværdige, herunder især om sådant virker dæmpende på køberinteressen og dermed resulterer i lavere priser, som følge af forventelige højere omkostninger til renovering, om- og tilbygninger.
Omkostninger, der iøvrigt ikke gives nedslag for i boligskatten - eller for den sags skyld kommunalt tilskud til. Et tiltag i den henseende fra kommunens side vil blive værdsat.
Umiddelbart må man imidlertid antage, at borgere, hvis boliger bliver vurderet som bevaringsværdige, med nærværende tiltag får et opdateret værktøj, som man bedre kan agere efter - også i forbindelse med af køb og salg - og især, hvis kommunen udarbejder en vejledning om, hvordan reglerne vil blive forvaltet.