På baggrund af egne erfaringer – og de beskrivelser vi har mødt i den brede Århusianske befolkning fra personer i lignende situationer, så ser jeg som privatperson et stort behov for at man tænker langsigtet i sine bestræbelser på besparelser. De udgifter der eksploderer i dag, stammer i høj grad fra forkerte indsatser år tilbage, når langtidseffekterne af fejlslagne indsatser slår igennem. Jeg appellerer derfor til, at man fokuserer på højnet faglighed, forbedret kommunikation, kortere beslutningsveje og mindre bureaukrati.
Jeg er far til 5 børn – alle med autisme og ADHD i alderen 6-21år. Vores erfaringer med systemet er, at når man møder socialforvaltningen, så er der begrænset faglig viden om hvordan funktionsnedsættelsers udtryk kan være. Problematikker bliver forvekslet med sociale problematikker, som mistænkeliggør familien og miljøet – og derfor fører til forkerte indsatser. Grundet mistænkeliggørelsen af miljøet i hjemmet, så er man meget lidt lydhør overfor familiens vinkel på sagen - og vælger på den baggrund at handle egenrådigt og forkert. Dette fører til omkostningstunge indsatser, som ikke hjælper borgeren, men i stedet nedbryder denne og familien yderligere. 1 forkert indsats veksles på denne måde til langvarige problemer og øget mistrivsel med flere udgifter til følge.
Det skal bemærkes, at dette ikke er en oplevelse af en forvaltning som ikke ønsker at hjælpe eller bruge mange penge på hjælp til borgeren. Det er en oplevelse af, at man bruger mange penge på forkerte indsatser, som ender med at koste betydeligt mere end en hurtig og målrettet korrekt indsats ville have kostet. Vi kender ikke beløbets størrelse, men for vores datters vedkommende, så estimerer vi at der det seneste år er brugt et 7-cifret beløb på forkerte indsatser, som har skadet vores datter yderligere og ikke gavnet hende. Efter mere end 1 år med fejlindsatser, har man en ødelagt unge pige med livslange ar og varige men. Man har en belastet familie, som skal rejse sig igen, samtidig med at man stadig er forpligtet til mange år ud i fremtiden at skulle finansiere behandling og indsatser for vores datter. Det er da spild af penge i et presset system. Hurtig og korrekt fagligt underbygget indsats ville efter vores opfattelse have været den rigtige løsning, men det vurderede man ikke dengang – og så kører taxameteret bare.