Vi henviser til vores to tidligere afgivne høringssvar til høringen ”Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet”, dvs. ”Kraftig kritik af høringsmaterialet” med sagsnummer HS3780483 og ”Autismeforståelse spredt på 76 punkter” med sagsnummer HS4089739. For god ordens skyld har vi samlet vores tre høringssvar fortløbende og vedhæfter dem samlet herunder.
Den unge kunde er autist
Kunderejsen starter i 2014 samtidigt med at inklusionsreformen og budgetloven blev udbudt fra den nationale franchise koncern og Handicapcenteret for Børn (HCB) og PPR stod som lokale franchise tagere i Aarhus Kommune.
Allerede i 2015 blev der konstateret så skadelige stoffer i varelageret hos HCB at der blev igangsat en større produktudvikling. Den fik navnet ”Styrkelsen af handicapområdet for børn” og PPR bidrog med konsulentbistand. I samme periode havde de sidste seminarieelever mulighed for at vælge specialpædagogik som håndværk på læreruddannelsen.
På dette tidspunkt havde den unges forældre haft kontakt med 4 forskellige sagsbehandlere fra HCB og 2 forskellige psykologer fra PPR. Den unge var nyudredt autist. Forældrene afventede deres første afgørelse fra Ankestyrelsen i forhold til ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Den unges yngre søskend havde begyndende tegn på mistrivsel i børnehave.
Herfra kunne der være opstået et af følgende tre scenarier i forhold til den unge kundes skolegang:
• Produktudviklingen fra HCB gjorde forældrene opmærksomme på et samlet koncept fra ekstern leverandør, der betød at den unge og familien i 2016 begyndte samarbejdet med daglig instruktion fra ABA-trænere. I 2017 blev den yngre søskend udredt med ADHD og visiteret til specialskole. I foråret 2018 blev forældrene skilt, hvorefter det blev umuligt at fortsætte med ABA-træningen. Umiddelbart efter sommerferien i 2018 begyndte den unge at komme i skolevægring og blev i foråret 2019 visiteret til specialskole. Skolevægringen fortsatte skoleforløbet ud og den unge forventes at få 1 eksamen på sit afgangsbevis. Den unge er nu næsten klar til at blive elev på STU.
• Som nyudredt autist matchede den unge målgruppeprofilen til at blive visiteret til en af de ny oprettede NEST-klasser på 0.klasses niveau. I 2017 blev den yngre søskend udredt med ADHD og visiteret til specialskole. I foråret 2018 blev forældrene skilt. Året efter begyndte den unge at få skolevægring og blev i efteråret 2019 visiteret til specialskole. Den unge fik energitilpasset skema fra starten og forventes at få 3 eksamener på sit afgangsbevis. Den unge er nu næsten klar til at blive elev på STU.
• Som nyudredt autist matchede den unge målgruppeprofilen til at blive visiteret til specialskole med opstart i 0.klasse. I 2017 blev den yngre søskend udredt med ADHD og visiteret til specialskole. I foråret 2018 blev forældrene skilt. Efter corona lock down begyndte den unge at mistrives og fik reduceret skema, men blev målgruppeafklaret til internt afdelingsskift på specialskolen. Den unge forventes at få 4 eksamener på sit afgangsbevis. Den unge er nu næsten klar til at blive elev på STU.
Sideløbende med den unges skolegang blev der igen konstateret så skadelige stoffer i franchise tagerenes produkter i vinteren 2017/2018, at der nok engang blev iværksat en større produktudvikling. Produktet blev navngivet ”Borgernes MSB”. I mellemtiden udviklede laboratoriet i PPR nye analysemetoder og vejledninger til disse.
Udfra ovenstående kundeprofil er det umuligt at kunne sætte tal på hvor mange forskellige chauffører, socialrådgivere, behandlere, trænere, psykologer, timeaflastere/afløsere, kontaktpædagoger og -lærer, familiekonsulenter, afdelings- og skoleledere, pædagogiske ledere og UU/STU vejledere den unge kunde har haft direkte butikskontakt med indtil nu. Vi ved dog at ALLE skift er svære for den autistiske neurologi.
Selvom butikken nu gerne vil tilbyde loyalitetsprogrammer for børn og familier helt frem til det 18. år, bl.a. ved at sammenlægge UU/STU vejledning og STU udfører med børneområdet fremadrettet, så har den unge autist især brug for at kunne udvikle sit potentiale i tryg afstand til barndommens belastninger. Det kræver at butikken fortsat har højtkvalificeret betjening, der kan snakke de unges sprog og hurtigt ekspedere individuelt passende størrelser og farver frem fra lageret.
Aarhus som forgangskommune
En af de anbefalinger som FN`S Handicapkomite gav i efteråret 2024 i forhold til hvordan Danmark bedre kan sikre implementering af Handicapkonventionen fremadrettet, er at vedtage en national handlingsplan, der dækker alle rettigheder og områder under Handicapkonventionen. Institut for Menneskerettigheder skrev bl.a. følgende i en nyhedsartikel dateret d. 24. september 2024: ”I dag findes der ingen samlet plan, som skal sikre koordinering mellem ministerier og understøtte mennesker med handicap på tværs af samfundsområder, for eksempel i overgangen fra barn til voksen” (https://menneskeret.dk/nyheder/handicapkomite-kritiserer-danmark-tilbagegang-rettighedsindsats)
Den aldersmæssige opdeling der i dag er i MSB (dvs. 0-14 år, 15-29 år, 30-66 år/stigende pensionsalder) sikrer netop den svære overgang fra barn til voksen – ikke kun for de unge voksne fra vores medlemsfamilier eller unge fra andre handicaporganisationer, men for ALLE unge bosiddende i Aarhus Kommune. Der er oparbejdet gode specialiserede erfaringer, smidige arbejdsgange og intern såvel som ekstern netværksdannelse på tværs af og mellem medarbejderne i Unge, Job og Uddannelse (UJU). Der er ydermere tilstrækkelig forskningsmæssig evidens som argumentere for at sikre de mest udsatte og sårbare unge voksne iblandt os, så de får de bedst tænkelige og individuelt passende rammer til at kunne udvikle deres potentialer. Andre høringssvar refererer til flere datadrevne forskningsresultater, der dækker bredt for hele ungeområdet – vi henviser til disse høringssvar.
Fra vores perspektiv virker det totalt irrationelt at iværksætte en ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse med den foreslåede aldersmæssige snitflade ved det 18. år.
Vi anbefaler derfor, at Aarhus Kommune i stedet trækker vejret og bliver forgangskommune for resten af Danmark/sammenlignelige kommuner. De nuværende aldersmæssige snitflader i MSB bør bevares som bærende struktur for den langsigtede implementering af Handicapkonventionen og beskæftigelsesreformen samt som afsæt for arbejdet i og med Sundhedsrådene.
Vi advarede indledningsvist i vores første høringssvar om at de stillede forslag i høringsmaterialet underminerer enhver form for sammenhængskraft fremadrettet. Med de seneste dages eskalerende globale konflikt in mente, må vi afslutningsvist indskærpe advarslen, da vi nu har endnu mere brug for færre knaster og konflikter i samarbejdsfladen mellem os i Aarhus Kommune end vi havde for en uge siden.
Vi ser frem til at følge processen og indgå i yderligere drøftelser.
På vegne af Autismeforeningen, Kreds Østjylland
Nauja Fleischer
Bestyrelsesmedlem Autismeforeningen, Kreds Østjylland
Repræsentant i DH Aarhus for Autismeforeningen, Kreds Østjylland