Ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse
Høringssvar fra Sekretariatet CFR og CJI - MSB
Høringssvar - Fremtidens MSB
Fra Sekretariatet for Center for Forebyggelse og Rehabilitering (CFR) og Center for Særlig Jobrettet Indsats (CJI).
Sekretariatet i CFR og CJI anerkender muligheden for at byde ind med hø-ringssvar vedr. organisationsforandringerne som følge af Fremtidens MSB.
Med input fra ledergruppen i Center for Forebyggelse og Rehabilitering og bidrag og generel opbakning fra CFR-LMU, følger nedenfor en række bemærkninger og bekymringer ved Fremtidens MSB, herunder særligt den organisatoriske placering af de nye understøttende administrative enheder.
Styrket fagligt samarbejde
Samlingen af de decentrale administrationer kan medvirke til større fagligt samarbejde mellem de administrative medarbejdere. Dette kan styrke det faglige arbejde og tværgående samarbejde.
Lokalt samarbejde og organisatorisk placering
Der er en generel bekymring for, at en organisatorisk placering af administrationen i en central stab kan svække det tætte samarbejde med centrene og de lokale ledere. I dag opleves det nære samarbejde mellem administration og drift som en væsentlig forudsætning for gode resultater. En ændret placering kan skabe usikkerhed om referenceforhold og gøre det vanskeligere at balancere hensynet til driften lokalt tæt på medarbejderne med de overordnede styringsrutiner på tværs af organisationen.
Service og nærhed til driften
Der er bekymring for, om serviceniveauet kan blive forringet, hvis administrative funktioner organisatorisk og eventuelt senere hen også fysisk fjernes fra den daglige drift. Der peges på en risiko for, at medarbejdere over tid samles centralt, hvilket kan svække den tætte dialog og tilgængelighed i forhold til de afdelinger, der har brug for administrativ støtte i hverdagen. Eksempelvis IT‑eller sekretærrelaterede opgaver – kan miste den nødvendige nærhed til driften, hvis de organisatorisk samles i en central stab. Der opfordres der til, at de administrative medarbejdere forsat kan sidde tæt på de kollegaer, de understøtter i en travl hverdag.
Det er tidligere set, at hvis man fjerner den administrative understøttelse lokalt, finder centrene selv medarbejdere in-house til at løse opgaverne, de varetages dermed ikke af den korrekte faggruppe, men fx en socialrådgiver kommer til at lave mere HK-arbejde, eller JK/VK kommer til at løse flere og flere lokal-IT-support-opgaver.
Endelig kan der peges på, at det kan blive vanskeligere for budgetansvarlige ledere at løfte deres opgave, hvis den administrative støtte opleves mindre tæt forankret i deres område og ikke i samme grad arbejder direkte ind i den lokale kontekst.
Ledelsesstruktur
Bekymring for, at en ekstra ledelsesfunktion (kontorchef) kan gøre arbejdsgange og beslutningsprocesser tungere. Flere ledelseslag kan potentielt forlænge processer omkring godkendelser, videndeling og koordinering. Hvis der skal oprettes en kontorchefstilling, anbefales det, at der ansættes en kontorchef på tværs af de administrative enheder, hvormed man samtidig høster en administrativ besparelse, som derved ikke skal høstes fra den daglige administrative understøttelse i driften.
Arbejdsmiljøfunktion
Det fremhæves positivt, at der er øget fokus på arbejdsmiljø. Samtidig er der en bekymring for, at arbejdsmiljøfunktionen og koordineringsopgaver flyttes længere væk fra den daglige drift, hvilket kan gøre det sværere at arbejde tæt og praksisnært med arbejdsmiljøspørgsmål, og sikre det øgede fokus på indsatser med at nedbringe uønsket hændelser, vold og trusler, som er nævnt i høringsmaterialet.
Besparelse på 10%
Der lægges op til en besparelse på 10 % på administrativt personale. Administrativt personale skal – som alle andre faggrupper – bidrage til de generelle besparelser i MSB. I forbindelse med sammenlægningen af administration anbefales det, at besparelsen først påbegyndes indfriet efter to år. Det skyldes følgende:
• Erfaringerne fra samlingen af enhederne i Aarhus Ejendomme og MTM. Her har besparelserne vist sig endog meget vanskelige at opnå.
• Opgavekompleksiteten og de mange nye systemer og lovændringer har givet ekstraopgaver for de administrative medarbejdere. Problemer med Silkeborg Løn, Ny overenskomster, nye procedurer for ferieadministration og konstant opfølgning på medarbejdernes eget ansvar heri.
• Omfattende arbejde med systemimplementering som følge af om-organiseringen: SD-Løn, Børn og Voksen, Økonomisystemet
Uklart grundlag for vurdering
Afslutningsvis fremstår den fremtidige organisering relativt overordnet og kan derfor være svær at vurdere konsekvenserne af i praksis.
Endnu en gang tak for muligheden for at bidrage med høringssvar. Vi ser frem til at samarbejde om den videre proces.
Download høringssvar som pdf