Spring til hovedindhold

Høringssvar

Ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Høringssvar fra MED-udvalget i Børnecentret vedrørende omorganiseringen i MSB

Det lokale MED-udvalg i Børnecentret (herefter LMU) ser både muligheder og væsentlige risici i den foreslåede omorganisering. Vi ser positivt på, at Børnecentret placeres i det nye forvaltningsområde Børn, Unge og Uddannelse, og at der igen etableres et samlet 0-18-årsperspektiv. Det kan skabe bedre sammenhæng omkring børn, unge og familier og genoprette nogle af de snitflader, som blev vanskeligere med den nuværende opdeling. Samtidig er vi opmærksomme på, at organiseringen på flere måder bevæger sig tilbage mod en struktur, vi tidligere har haft, og at nogle af de udfordringer, man dengang ønskede at løse, derfor kan opstå igen, hvis der ikke arbejdes meget bevidst med rollefordeling, opgaveplacering og samarbejdsflader.

Vores største bekymring knytter sig til, at omorganiseringen er meget omfattende og skal gennemføres over en længere periode, samtidig med at organisationen står i et betydeligt økonomisk og driftsmæssigt pres. Høringsmaterialet beskriver selv et implementeringsår frem til sommer 2027 og et konsolideringsår frem til sommer 2028, og samtidig fremgår det af omstillingskataloget, at omorganiseringen indgår som en del af en større spare- og omstillingsdagsorden med betydelige personalereduktioner. Det gør forandringen sårbar og øger risikoen for, at der ikke er tilstrækkelig luft i organisationen til at få den nye struktur til at lande godt. For LMU giver det anledning til bekymring for både arbejdsmiljø, stabil drift og medarbejdernes oplevelse af tryghed og klarhed i processen.

Vi er særligt optagede af, at en så stor omorganisering uundgåeligt vil medføre et vist produktionstab i en periode. Når roller, referenceveje, samarbejdsflader og arbejdsgange skal etableres på ny, vil det tage tid og opmærksomhed fra kerneopgaven. Det bør anerkendes som et reelt vilkår i implementeringen. Hvis der samtidig fastholdes høje forventninger til drift, tempo og effektivisering, er der en risiko for, at belastningen bliver for stor, og at gevinsterne ved omorganiseringen forsinkes eller udebliver.

Fællesadministrationerne
LMU i Børnecentret ser, at Fællesadministrationerne kan komme til at give god mening, hvis de lykkes med at skabe en stærk og driftsnær understøttelse af opgaveløsningen. Det forudsætter imidlertid, at implementeringen sker med reel inddragelse af medarbejderperspektivet, før der træffes endelige beslutninger om, hvordan funktionerne konkret skal organiseres og placeres i praksis. Hvis Fællesadministrationerne skal fungere godt, kræver det, at man får den viden med, som de medarbejdere besidder, der i dag løser opgaverne tæt på driften, og som har indsigt i de konkrete behov, arbejdsgange og samarbejdsrelationer omkring kerneopgaven.

En central bekymring er, at Fællesadministrationerne kan komme for langt væk fra driften. Hvis understøttende funktioner mister nærhed til den daglige praksis, er der risiko for, at kvaliteten i sparring og opgaveløsning svækkes, og at beslutninger i mindre grad bygger på kendskab til den konkrete virkelighed i tilbuddene. Det er afgørende, at administrativ og ledelsesunderstøttende hjælp fortsat opleves som tilgængelig, relevant og tæt på den daglige drift.

I LMU er vi samtidig bekymrede for, at opgaver kan blive skubbet tilbage på driften og ledelsen, hvis snitfladerne ikke bliver tydelige, eller hvis understøttelsen bliver for fjern eller for generel. Det kan betyde, at afdelingsledere og medarbejdere kommer til at bruge mere tid på opgaver, som i dag løses i tæt understøttelse omkring driften, og at der dermed bliver mindre tid til personaleledelse, arbejdsmiljø, faglig sparring og kerneopgaven. Der er også en risiko for, at et svagere økonomisk og administrativt beslutningsgrundlag kan gøre det vanskeligere for ledelsen at træffe kvalificerede prioriteringer.

Derfor er det vigtigt, at Fællesadministrationerne ikke alene tænkes som en organisatorisk samling af funktioner, men som en understøttelse, der i praksis skal fungere tæt på tilbuddene og med respekt for forskelligheden i opgaverne. LMU vurderer, at Fællesadministrationerne kan blive en meningsfuld del af den nye organisering, men kun hvis de udvikles og implementeres på en måde, hvor medarbejdernes erfaringer, den lokale viden og behovet for nærhed til driften bliver taget alvorligt.

Samlet vurderer LMU i Børnecentret, at omorganiseringen rummer nogle faglige muligheder, særligt i kraft af et samlet børn- og ungeområde, men også betydelige risici. Det gælder især gennemførelsen samtidig med store omstillinger, den lange implementeringsperiode, risikoen for uklarhed og produktionstab samt behovet for, at Fællesadministrationerne reelt bliver driftsnære og bygger på lokal viden. For os at se er det afgørende, at implementeringen sker med stor opmærksomhed på tydelig rolleafklaring, medarbejdernes tryghed i processen, nærhed mellem drift og understøttende funktioner samt beskyttelse af ledelsesrummet og arbejdsmiljøet i overgangsfasen.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Børnecentrets lokale MED-udvalg

Indsendt

19/03/2026 11:56

Udtaler sig som

MED-udvalg

Organisation

Børnecentret i Børn, Familier og Fællesskaber

Sagsnummer

HS6950657

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1395

Kontakt

Anton Bonde Dalgaard

Telefonnummer: 23 99 94 65