Spring til hovedindhold

Høringssvar

Ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Høringssvar vedrørende organisering af beskæftigelsesindsatsen i Aarhus Kommune

Høringssvar vedrørende organisering af beskæftigelsesindsatsen i Aarhus Kommune

Afsender:
EUD-ambassadører i Ungecenter Uddannelse og Vejledning (UUV). Vores kerneopgave er at vejlede og understøtte unge uden kompetencegivende uddannelse i retning mod erhvervsuddannelse eller anden uddannelsesvej. Vi arbejder særligt med udsatte unge i alderen 18-29 år, som ofte har komplekse sociale, psykiske eller strukturelle barrierer i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Vores høringssvar tager afsæt i denne praksiserfaring.

Bevar et selvstændigt og specialiseret ungeområde:
Aarhus er Danmarks næststørste studieby med over 50.000 studerende og en markant ung befolkning. Netop derfor bør kommunen fastholde en tydelig, specialiseret og organisatorisk forankret ungeindsats, der tager højde for de særlige vilkår, som kendetegner målgruppen 18-29 år – særligt unge uden kompetencegivende uddannelse og med komplekse problemstillinger.
Som EUD-ambassadører i UUV arbejder vi med unge, der ofte står uden en kompetencegivende uddannelse og som derudover kan være udfordret på bolig, netværk, psykisk trivsel m.m. Vores indsats består af uddannelsesafklaring, relationsbaseret vejledning og tæt sparring – ofte med unge, der har diagnoser, misbrugserfaringer, hjemløshed eller omfattende sociale udfordringer. Denne målgruppe kræver en særlig tilgang, som adskiller sig markant fra traditionelle voksenforløb.

Indsatser over for 18-29-årige skal være fleksible, udviklingsorienterede og relationsbårne. En organisering, der sidestiller en 18-årig med en 45-årig borger i beskæftigelsessystemet, risikerer at overse væsentlige udviklingsmæssige og livsfasebestemte forskelle.
Uddannelsesperspektivet må fastholdes og målrettes.

Med omstillingsplanen ses en tydelig bevægelse mod en organisering med primært beskæftigelsesfokus. Vi vil understrege, at uddannelse er den stærkeste beskyttelsesfaktor i unges liv og den mest stabile vej til varig arbejdsmarkedstilknytning.
Særligt erhvervsuddannelsesområdet rummer betydelige samfundsmæssige perspektiver. Mange faglærte funktioner er mindre sårbare over for digitalisering og automatisering og kalder på fortsat tilførsel af faglært arbejdskraft og en større målgruppe, der har tilknytning til arbejdsmarkedet gennem faglært arbejde.
En svækkelse af det uddannelsesrettede fokus i organiseringen af beskæftigelsesindsatsen for unge kan på længere sigt øge manglen på faglært arbejdskraft.

Specialisering frem for standardisering:
Den målgruppe, vi arbejder med, kræver specialiseret viden om uddannelsesafklaring i komplekse livssituationer, motivation og mestring hos sårbare unge, tværfaglig koordinering og relationsarbejde – over tid.
En sammensmeltning med det generelle voksenområde indebærer en betydelig risiko for standardisering af indsatser, hvor progression måles snævert i beskæftigelsesparathed frem for i reel udvikling mod uddannelse og varig selvforsørgelse.

Aarhus er en førende studieby. Det forpligter. En stærk, specialiseret ungeindsats er ikke blot en udgift – det er en investering i byens sociale bæredygtighed og fremtidige arbejdsstyrke.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Sarah Terese Kasper/ på vegne af EUD-ambassadører ved Unge, Job og Uddannelse

Indsendt

19/03/2026 13:57

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS9250788

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1395

Kontakt

Anton Bonde Dalgaard

Telefonnummer: 23 99 94 65