Ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse
Høringssvar på omorganiseringen "Fremtidens MSB" fra Konsulentteam Ungecenter Rådgivning og Visitation - Bevar ungeområdet
Høringssvar vedrørende omorganiseringen "Fremtidens MSB"
Hovedpointer:
Bevar et samlet ungeområde 15–29 år
Overgangen fra barn til voksen, særligt i alderen 15–25 år, er en kritisk livsfase for unge med sociale, psykiske eller komplekse udfordringer. Et samlet ungeområde sikrer kontinuitet, helhedsorienterede indsatser og stærkere koordinering.
Investering i unge er afgørende. Vi står på en brændende platform
Et stabilt og fagligt stærkt ungeområde reducerer risikoen for længerevarende, omkostningstunge forløb senere. Nedlæggelse efter kort tid vil medføre tab af både faglig viden, organisatorisk erfaring og økonomiske investeringer.
Bevar relevante forudsætninger for at sikre investeringsmodellen TPU
Omlægningen af den socialfaglige praksis til Tættere på de Unge (TPU) er velafprøvet i to afdelinger og har vist positive effekter på inddragelse, tilfredshed og økonomi. Modellen er først for nylig implementeret bredt på området. Med en nedlæggelse af ungeområdet risikerer vi at stoppe dette udviklingsarbejde og spilde allerede foretagne investeringer.
Arbejdsmiljø og medarbejderfastholdelse
Usikkerhed omkring fremtidig organisering påvirker motivation og arbejdsmiljø markant. For at kunne fastholde medarbejderes faglighed og engagement er stabilitet i organiseringen afgørende.
____________________________________________________________________________________
Dette høringssvar vedrører forslaget om omorganisering i "Fremtidens MSB" og den foreslåede nedlæggelse af Ungecenter Rådgivning og Visitation som et ungeområde for unge i alderen 15-29 år.
Ungeområdet blev etableret i forbindelse med omorganiseringen Borgerens samlede MSB i 2019 med henblik på at skabe bedre sammenhæng i overgangen fra barn til voksen samt sikre mere helhedsorienterede indsatser for unge. Det har krævet betydelige ressourcer og et stort fagligt engagement fra medarbejdere og ledelse at opbygge Ungecentret og etablere fælles tilgange og metoder, arbejdsgange og samarbejdsrelationer.
Forslaget om igen at ændre organiseringen og opløse ungeområdet efter relativt kort tid giver anledning til en række væsentlige bekymringer.
Bevar ungeområdet – brug fremtiden som styringsværktøj
Ungeområdet har brug for et særskilt fokus
Erfaringer fra socialområdet viser, at overgangen fra barn til voksen – særligt i alderen ca. 15–25 år – er en af de mest sårbare perioder for unge med sociale eller psykiske udfordringer. I denne fase sker der ofte samtidig skift i uddannelse, bolig, netværk og myndighedsansvar. Et samlet ungeområde giver bedre mulighed for kontinuitet i relationer og indsatser i denne kritiske periode.
Vi står tilmed med en historisk udfordring, hvor flere unge mistrives, og 15 % af alle under 18 år diagnosticeres med en psykiatrisk lidelse. Det stigende pres kan ikke løses med datidens strukturer, så vi har brug for en organisation, der kan arbejde helhedsorienteret, tværfagligt og med blik for de unges samlede livssituation.
For at lykkes skal vi kunne kombinere metoder og tilgange fra både børne- og voksenområdet og tilpasse dem til den enkelte unges personlighed og funktionsniveau. Det kræver et system, der bygger på samarbejde på tværs af sektorer og civilsamfund og ikke en opdeling i siloer.
Det foreslåede organisationsdesign er et tilbagevenden, til en organisering, som tidligere er blevet opgivet, fordi den ikke løser de komplekse udfordringer, unge står med i dag. Forslaget vurderes at være en kortsigtet løsning som ikke orienterer sig mod fremtidens behov.
Som Sine Egede Eriksen fra Bikubenfonden fremhæver, skal vi bruge fremtiden som styringsværktøj. Det kræver modige ledere, der tør skabe rammer, hvor unge kan udvikle sig, tage ansvar og få den rette balance mellem støtte og frisættelse. Ved at nedlægge ungeområdet som særskilt område, vil der være en stor risiko for, at vi ikke får skabt et system der tager hånd om de særlige forhold, der er afgørende for at unge kan tage et aktivt medansvar og netop udfolde sig med en tilpas vægtning af beskyttelse og frisættelse, som der er behov for i denne afgørende fase i livet.
Hvis vi vil skabe en organisation, der rækker ind i fremtiden, kræver det nytænkning, tværgående samarbejde og en stærk ungefaglighed.
Konsekvenser ved nedlæggelse af ungeområdet:
- En opdeling mellem et børneområde og et voksenområde indebærer en risiko for brud i forløbene netop i den fase, hvor stabilitet og sammenhæng er mest afgørende.
- Flere sektorovergange for de unge med risiko for væsentligt tab af viden og relationer
- Mindre sammenhæng i indsatsen omkring den enkelte unge
- Øget risiko for, at den unge falder mellem forskellige forvaltningsområder
- Svækket mulighed for at arbejde helhedsorienteret med både sociale, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige udfordringer
Bevar investeringsmodellen Tættere På den Unge
Tættere på de Unge (TPU) er en metodisk tilgang til myndighedsarbejdet med henblik på at skabe mere sammenhængende, målrettede og økonomisk bæredygtige løsninger for unge.
Arbejdet med komplekse problemstillinger bygger ikke på standardiserede eller manualiserede løsninger, men på rådgiveres evne til at træffe kvalificerede og refleksive valg i den konkrete situation. TPU repræsenterer derfor et skifte fra metodefrihed og metodekrav til metodeansvar, hvor faglige til- og fravalg begrundes tydeligt. Dette indebærer også en etisk forpligtelse til at gøre beslutningsgrundlaget transparent for den unge. URV har gennem flere år arbejdet målrettet med at styrke metodeansvaret gennem systematiske faglige tilgange på tværs af børne- og voksenområdet, herunder Den Løsningsfokuserede Tilgang, Signs of Safety, Åben Dialog og Recovery Orienteret Rehabilitering.
TPU hviler dermed på et solidt fagligt fundament, som kræver løbende vedligeholdelse og udvikling af rådgivernes kompetencer for at understøtte situationsbestemt dømmekraft i arbejdet med den enkelte unge.
Særligt relevant på ungeområdet
TPU har vist sig særligt relevant på ungeområdet, hvor behov og indsatser ofte ændrer sig hurtigt. Den tætte opfølgning og helhedsorienterede tilgang understøtter kontinuitet i overgangsfasen mellem barn og voksen.
En organisatorisk opdeling mellem børne- og voksenområde kan udfordre den metodiske sammenhæng og skabe risiko for brud i indsatser samt svække arbejdet med progression gennem ungdomsårene.
TPU befinder sig fortsat i en implementeringsfase og har kun været fuldt udbredt i en relativt kort periode. De foreløbige erfaringer peger på:
- Øget inddragelse af unge
- Større sammenhæng i forløb
- Bedre målretning af indsatser
- Økonomiske besparelser
En organisatorisk ændring på nuværende tidspunkt indebærer en risiko for, at udviklingsarbejdet ikke får mulighed for at udfolde sit fulde potentiale.
TPU forudsætter fortsat tydelig forankring og metodisk understøttelse
Erfaringerne med implementeringen af TPU viser, at den metodiske tilgang kræver vedvarende faglig understøttelse for at blive fastholdt i en drift præget af høj kompleksitet og mange samtidige opgaver. Systematisk opfølgning, løbende justering af indsatser og arbejde med progression for den enkelte unge opstår ikke af sig selv, men forudsætter en organisatorisk ramme, der aktivt understøtter metoden i praksis og deraf relevant udvikling.
På URV er der opbygget et fagligt fundament med tydeligt metodeansvar, konsulentunderstøttelse og strukturer for fælles refleksion, praksisnære drøftelser og metodisk udvikling. Dette har været en central forudsætning for at omsætte TPU fra intention til praksis og for at sikre sammenhæng mellem faglig kvalitet, progression for den unge og økonomisk styring på indsatsniveau.
I forbindelse med kommende organisatoriske ændringer er der derfor en opmærksomhed på, hvordan disse understøttende strukturer videreføres og forankres i en ny organisering. Særligt er det væsentligt at sikre:
- Fortsat tydeligt metodestringenthed og ansvar
- Konsulentmæssig understøttelse
- Systematiske fora for refleksion, læring og udvikling
- Organisatoriske rammer, der understøtter hyppig opfølgning og rettidige beslutninger
En tydelig fastholdelse af disse elementer vurderes at være afgørende for, at TPU fortsat kan levere den ønskede faglige kvalitet og understøtte et ansvarligt myndighedsarbejde med fokus på den unges progression og bæredygtige løsninger.
Konsekvenser for økonomien
På landsplan oplever kommunerne et enormt økonomisk pres på det specialiserede socialområde. Samtidig ser vi en stigende kompleksitet i de unges problemstillinger, herunder konsekvenser af pres på psykiatriområdet og udfordringer i uddannelsessystemets inklusionsopgave.
I denne kontekst er det væsentligt at sikre langsigtede og bæredygtige løsninger, der både skaber kvalitet for de unge og økonomisk ansvarlighed.
Ungecentret har gennem udviklingen af Tættere på de Unge arbejdet målrettet med netop dette. Flere af disse tiltag er først for nylig blevet implementeret i hele organisationen, og effekterne forventes først fuldt ud at kunne ses over tid.
En ny omfattende omorganisering indebærer risiko for:
- Tab af allerede opnåede investeringer i kompetenceudvikling og organisationsopbygning
- Implementeringsstop eller forsinkelser i igangværende udviklingsinitiativer
Kommunen har gennem de seneste år investeret betydelige ressourcer i opbygningen af et samlet ungeområde, herunder kompetenceudvikling, metodeimplementering og organisatorisk udvikling. En nedlæggelse af ungeområdet efter relativt kort tid indebærer en risiko for, at disse investeringer ikke får mulighed for at realisere deres fulde faglige og økonomiske potentiale. Organisatorisk stabilitet er en forudsætning for, at sådanne investeringer kan skabe varige resultater.
Konsekvenser for medarbejdere
Medarbejdere og ledelse har gennem de seneste seks år arbejdet målrettet med at opbygge et samlet ungeområde med fælles faglig retning, metodeansvar og en læringskultur.
Den foreslåede omorganisering indebærer, at dette arbejde i vid udstrækning risikerer at blive opløst, før organisationen for alvor har haft mulighed for at vise resultater. Det har faglige, men også menneskelige konsekvenser, fordi meningen og engagementet i arbejdet for ungeområdet bliver sat på prøve.
Samtidig er processen præget af betydelig usikkerhed, da der fortsat mangler konkrete oplysninger om fremtidig organisering, opgaveplacering og faglige retninger. Det skaber utryghed for medarbejderne og vanskeliggør fastholdelse af fokus på kerneopgaven.
Samlet vurdering og anbefaling
På baggrund af ovenstående vurderes det, at nedlæggelsen af ungeområdet og Ungecenter Rådgivning og Visitation indebærer betydelige risici for både kvaliteten i indsatsen for de unge, den faglige sammenhæng i arbejdet samt organisationens mulighed for at realisere effekterne af de investeringer, der allerede er foretaget.
Der peges særligt på følgende forhold
- Unge i alderen 15–25 år befinder sig i en afgørende livsfase, hvor koordinerede og helhedsorienterede indsatser kan have afgørende betydning for deres fremtidige livsbane og muligheder for at de kan udfolde og udvikle sig.
- Ungeområdet er etableret netop for at sikre bedre overgange mellem barn og voksen samt skabe større sammenhæng mellem sociale, uddannelses- og beskæftigelsesmæssige indsatser. Det er afgørende at vi skaber denne sammenhæng set i lyset af den brændende platform vi står på, når det gælder unge.
- Metoden Tættere på de Unge (TPU) er fortsat i en implementeringsfase og har endnu ikke haft mulighed for at vise sit fulde faglige og økonomiske potentiale.
Anbefalinger:
- At bevare et samlet ungeområde, der organisatorisk understøtter en helhedsorienteret indsats for den unge i alderen 15-29 år.
- At sikre organisatorisk stabilitet og arbejdsro, så implementeringen af Tættere På de Unge (TPU) kan fortsætte og evalueres på et fagligt og økonomisk oplyst grundlag
- At fortsat udvikle et ungeområde så det passer til den virkelighed, vi som samfund står i. Der er behov for at se ungeområdet som en langsigtet investering, hvor tidlige og sammenhængende indsatser kan forebyggemere indgribende og omkostningstunge forløb senere i livet. Vi skal udvikle velfærden overfor de unge - ikke afvikle den ved at gå tilbage til det vi, af erfaring, ved ikke virker.
En fortsat udvikling og styrkelse af ungeområdet vurderes at være afgørende for både kvaliteten i indsatsen for de unge og for en bæredygtig udvikling af det specialiserede socialområde. Det vil være afgørende for at vi rent faktisk udvikler fremtidens MSB i stedet for at ende om en omorganisering man mere passende kunne kalde Datidens MSB.
Ungecenter Rådgivning og Visitations konsulentteam
Signe Hofmeister Brønden
Nicoline Jensen
Pia Preetzmann Kirketerp
Lise Rasmussen
Download høringssvar som pdf