Ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse
Køkkener for handicappede, civilsamfundet, familie afdelingen og forebyggende indsatser i kommunen.
Høringssvar vedr. omstillingsplan / spareforslag på handicap- og socialområdet
Jeg skriver som mor til en datter med handicap, som på et tidspunkt får behov for at bo i et bosted. Derudover skriver jeg som psykolog i PPR med indsigt i forebyggende og tværfaglige indsatser. Jeg følger derfor de foreslåede besparelser med stor bekymring.
Først og fremmest vil jeg fremhæve forslaget om at fjerne køkkener i botilbud. For mig er dette ikke blot en praktisk ændring, men en grundlæggende forringelse af livskvalitet og værdighed. Et køkken er en central del af et hjem – også for mennesker med handicap. Det er her, man kan deltage i madlavning, opleve dufte, smage og teksturer og være en del af de sociale fællesskaber omkring måltidet.
Når denne mulighed fjernes, reduceres hverdagen til noget institutionspræget og passivt. Samtidig fjernes væsentlige udviklingsmuligheder, hvor borgere kan opbygge færdigheder og opleve selvstændighed.
Derudover er der også et sundhedsfagligt perspektiv. En øget afhængighed af præfabrikeret og ultraforarbejdet mad harmonerer dårligt med gældende anbefalinger om ernæring og sundhed. Mad er ikke blot næring, men en vigtig del af trivsel, sansning og livskvalitet. Når vi reducerer måltidet til en logistisk opgave frem for en meningsfuld del af hverdagen, går vi på kompromis med helt grundlæggende behov.
Jeg har svært ved at forestille mig, at beslutningstagere selv ville acceptere en hverdag med udelukkende præfabrikeret mad uden indflydelse, kvalitet eller sanselighed. Spørgsmålet er derfor, hvad vi som samfund kan være bekendt at tilbyde vores mest sårbare borgere.
Derudover ser jeg en alvorlig problematik i besparelserne på civilsamfundets tilbud. På papiret kan det fremstå som små beløb, men i praksis udgør de fundamentet for en stor gruppe frivillige, som hver dag gør en afgørende forskel for udsatte borgere.
Det er svært at forstå, at man vælger at spare relativt små beløb på et område, hvor den menneskelige værdi er så stor – og hvor indsatsen ikke uden videre kan erstattes af det offentlige. Når disse tilbud reduceres uden at sætte noget andet i stedet, vil det få mærkbare konsekvenser for nogle af de mest sårbare borgere.
Jeg hæfter mig også ved en gennemgående tendens i sparekataloget, hvor besparelser ét sted ledsages af formuleringer om, at opgaven “må løses et andet sted”. Problemet er, at dette “andet sted” ofte er områder, som samtidig bliver pålagt markante besparelser – eksempelvis familieafdelingen.
Når vi ikke længere er i stand til at hjælpe familier i hjemmet eller sætte tidligt ind ved familiære vanskeligheder, vil det uundgåeligt skabe et øget pres på skoler og dagtilbud. Disse institutioner er i forvejen udfordrede og står ofte med børn med betydelige emotionelle og sociale vanskeligheder uden tilstrækkelige pædagogiske ressourcer til at imødekomme behovene.
Når familieafdelingen reduceres, skubber man således problemer videre til andre magistratsområder, som allerede er under pres. Det vil samtidig gøre det markant vanskeligere i PPR at arbejde helhedsorienteret og forebyggende, hvilket ellers har været en klar politisk ambition.
Som psykolog i PPR har jeg været vidne til implementeringen af relationel velfærd, der netop havde til formål at styrke forebyggelse og tværfagligt samarbejde. Det er derfor dybt problematisk at se, hvordan disse indsatser nu rulles tilbage til et absolut minimum – i et omfang, der i nogle tilfælde ikke engang lever op til lovgivningen og tidligere politiske visioner.
Samtidig skabes der et arbejdsmiljø i Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse, som er så presset, at det er svært at se, hvordan kommunen kan være det bekendt – hverken over for medarbejdere eller borgere.
Endelig vil jeg understrege, at disse besparelser ikke blot har kortsigtede konsekvenser. Erfaring og faglig viden peger entydigt på, at når forebyggende indsatser reduceres, vokser problemerne – og dermed også de økonomiske udgifter – på længere sigt.
Det er derfor ikke alene en menneskelig, men også en økonomisk kortsigtet strategi.
Jeg vil på den baggrund kraftigt opfordre til, at spareforslagene genovervejes – særligt i forhold til:
• bevarelse af køkkener i botilbud
• fastholdelse af civilsamfundets tilbud
• beskyttelse af forebyggende og tværfaglige indsatser
• sikring af realistisk sammenhæng mellem opgaver og ressourcer
Med venlig hilsen
Freja Haarup
Download høringssvar som pdf