Spring til hovedindhold

Høringssvar

Ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Ny organisering

Høringssvar
Fra de administrative afdelingsledere i Voksen, Job & Handicap sender vi vores høringssvar på omorganiseringen i MSB. Vi vil gerne give vores perspektiver på den nye organisering af Fællesfunktionerne, da det ændrer væsentligt på den nuværende organisering, hvor vi i dag er to selvstændige administrationer for henholdsvis udfører og myndighed med ledelsesmæssig forankring til hver vores centerchef.

Vi kan med de nye Fællesfunktioner se både fordele og ulemper i forslag til ny organisering.
Vi tænker, at de større nye Fællesfunktioner kan mindske sårbarheder i det administrative arbejde og skabe nogle mere attraktive faglige miljøer. Ligeledes kan færre administrative enheder i driften også bidrage til større ensartethed på en række områder – noget vi selv har efterlyst.

Men vi ser også nogle opmærksomhedspunkter, som vi gerne vil bringe frem.

Organisatorisk og ledelsesmæssig opkoblingen af Fællesfunktionerne til en central Forvaltningsstab
I VJH er vi som administrative ledere ofte inddraget i de beslutninger, hvor vi efterfølgende skal understøtte f.eks. en udmøntning af en faglig strategi eller lignende. Vi kan have en bekymring for, at vores ledelsesmæssige fravær kan betyde, dels at det økonomiske perspektiv ikke bliver lige så præsent i beslutningerne, dels at den faglig og økonomiske styring kommer til at gå i forskellige retninger.
Samtidig har vi en bekymring for, at der sker en afkobling mellem dem, der bestiller en opgave, og dem som skal prioritere ressourcerne og levere på opgaven. De nye administrationers opkobling til Forvaltningsstaben Økonom, Administration og Digitalisering, giver mening ift. ensartede arbejdsgange, men rejser også en bekymring for, om der skabes afstand til driften.
Derudover dækker nuværende administrationer en række opgaver, som ser ud til at gå på tværs at de to nye Forvaltningsstabe. Vi er derfor nysgerrige på, hvordan den faglige opkobling skal landes. I Fællesfunktionen i VJH har der tidligere været en stærk faglig kobling mellem det decentrale kvalitetsarbejde og Fagligt sekretariat, mens den ledelsesmæssig kobling til driften har været bevaret. Måske kunne det tjene som eksempel på en model, hvor ensartethed og decentral opkobling går hånd i hånd.

Opgaveforskydning mellem Fællesfunktionerne og Forvaltningsstabene
Vi kan have en bekymring for, at der sker en opgaveforskydning mellem Stabsforvaltningerne og de nye Fællesfunktioner, som kan have nogle uhensigtsmæssige konsekvenser.
En af vores bekymringer er, at der placeres driftsnære opgaver ud i Fællesadministrationerne, som enten kræver en særlig specialisering, fordi den ikke foretages så ofte i den enkelte Fagforvaltning, eller hvor det er vigtigt, at kompetencen til opgaveløsningen opbygges på tværs af Fagforvaltningerne. Det kunne fx være håndtering af opstarten af nye tilbud.
En anden bekymring er, at dybdekendskabet til driften bliver mindre. Det kan betyde, at langt flere analyser og besvarelser vil skulle udarbejdes i Fællesfunktionerne på bekostning af den nære driftsunderstøttelse.
Vi har desuden en bekymring for, at denne opgaveforskydning sker uden at kompetencerne og ressourcerne flytter med til Fællesfunktioner, samtidig med at der skal findes besparelser på 10%.

Forskellighed i den administrative understøttelse
Vi ser som sagt en række potentialer ved at samle de driftsnære administrationer for de enkelte Fagforvaltninger, men synes også, det er vigtigt, at der er en opmærksomhed på, at der er forskelle i de opgaver, der løses på myndighedsområdet og på udførerområdet.
Det er vores erfaring, at den gode administrative understøttelse og understøttelse af den gode økonomistyring til både centerchefer og afdelingsledere kræver et kendskab og forståelse af de forskellige driftsbetingelser og økonomiske sammenhænge. Disse er væsensforskelligt mellem myndighed og udfører. Vi synes derfor, at det er en vigtig opmærksomhed, at disse specialer hos de enkelte administrative medarbejdere kan bevares, så vi sikrer den gode understøttelse af særligt økonomistyringen.
Ligeledes er det også vores erfaring, at forskellige ledergrupper kalder på forskellig understøttelse. Det er derfor vores anbefaling, at der bevares mulighed for forskellighed, hvor der er behov for det, så vi igen sikrer den bedste understøttelse af driften.

Inddragelse i tegningen af de nye Fællesfunktioner
I beslutningsgrundlaget for den nye organisering fremgår det, at den nye forvaltningschef for Økonomi, Administration og Digitalisering vil skulle præsentere en beskrivelse af den nærmere organisering. Vi håber, at det vil ske med en stærk inddragelse af udfører, myndighed og de nuværende decentrale administrative funktioner, når de nærmere linjer skal tegnes for de nye Fællesfunktioner.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Kristoffer Lindberg

Indsendt

20/03/2026 13:11

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

Drifts- og myndighedsadministration i VJH

Sagsnummer

HS2228315

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1395

Kontakt

Anton Bonde Dalgaard

Telefonnummer: 23 99 94 65