Århusklubbens socialrådgivere (Århusklubben i Dansk Socialrådgiverforening) takker for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende forslaget til ny organisering af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse (MSB)

MSB står midt i markante forandringer:
Implementering af beskæftigelsesreformen, stigende borgerbehov og store økonomiske krav.
Det er helt legitimt, at organisationen ser på sin struktur i sådan en tid.
Men netop fordi situationen er så presset, er det afgørende, at en ny organisering (Fremtidens MSB) ikke kun bliver et spare- og effektiviseringsprojekt, men en model der styrker faglighed, kvalitet, samarbejde og borgernes retssikkerhed. MSB’s forslag til Fremtidens MSB præsenteres som et nødvendigt greb, der skal skabe helhed, reducere kompleksitet og frisætte faglighed. Men når man læser materialet tæt, står det klart, at det er den økonomiske virkelighed, som er den egentlige motor.
Effektiviseringskrav og strukturelle ændringer på næsten 43 millioner kroner former i praksis den nye organisering langt mere end de faglige visioner gør. Socialrådgiverne forstår, at økonomien presser organisationen. Men frisættelse, kvalitet og tværfaglighed kan få svært ved at gro i en struktur, der i realiteten trækker MSB tilbage i retning af de siloer, Aarhus forlod med implementeringen af ’Borgernes MSB’ (Enhedsforvaltningen) i 2019. Formålet dengang var klart: færre grænser, mindre kassetænkning og mere helhed på tværs. Nu risikerer vi på nogle områder det modsatte.

Den mest indgribende faglige konsekvens er opløsningen af Ungeområdet!

Ungeområdet er et meget veldokumenterede fagligt miljø i MSB. Unge med komplekse liv, psykisk sårbarhed, ustabil skolegang, misbrug eller kriminalitet profiterer af én samlet indgang og ét koordinerende blik på hele deres situation. Alligevel foreslår organiseringen, at ungeindsatsen splittes ud i fire forvaltninger. Det fremmer ikke helhed for den unge; det fragmenterer den. Det er særligt bekymrende, fordi hver anden aktivitetsparat ung i dag har både en socialsag og en beskæftigelsessag. Når ungeområdet samlet set opløses, øges risikoen for brudte forløb, tab af viden og et ansvar, der skubbes mellem afdelinger. Det opleves ikke fagligt begrundet, og det understøttes heller ikke af de analyser, MSB indledningsvist selv henviser til i høringsportalen. Tværtimod pegede efterårets analysearbejde på behovet for mere tværfaglighed og færre skel;- ikke flere.

Nye snitflader og mere grænsedragning på trods af ambitionerne!
Selvom målet er “færre snitflader”, skaber modellen reelt flere. Med fire store forvaltningssøjler, forskudte myndighedsområder og nye administrative centre er der risiko for uklarhed om ansvar, tab af kontinuitet og i sidste ende længere borgerforløb. For de borgere, der i forvejen har liv, der går på tværs af sociale, beskæftigelses- og sundhedsmæssige udfordringer, er det et skridt i den forkerte retning.

Frisættelse kræver ledelse og tillid,- ikke strammere økonomiske rammer!
Det er positivt, at MSB taler om frisættelse, faglig tillid og mindre bureaukrati. Men frisættelse er ikke et spørgsmål om at fjerne ledelseslag eller samle administrative funktioner. Frisættelse kræver, at medarbejdere har tid til relationer, rum til læring og faglighed - og mulighed for at bruge deres faglige skøn. Det kræver ledelsesopbakning, psykologisk tryghed, stabilitet og ikke et massivt effektiviseringspres. Det kan blive svært at frisætte fagligheden i en struktur, der samtidig forudsætter højere tempo, færre hænder, større enheder og større ledelsesspænd. Det skaber ikke frihed. Det skaber mere pres.

Det bør ikke være forvaltningsstrukturen, der afgør borgernes livschancer!
Når MSB omorganiserer sig, bør det ske for at skabe en bedre og mere sammenhængende indsats for aarhusianerne. En organisering bør ikke resultere i nye barrierer for de borgere, der i forvejen har svært ved at navigere i systemet. Og for socialrådgiverne, der hver dag arbejder med komplekse og sårbare borgerforløb, er det helt afgørende, at strukturen ikke forringer mulighederne for tværgående samarbejde, ledelsesnærhed og faglig støtte.

Aarhusklubben vil anbefale, at ungeindsatsen bevares som ét samlet og specialiseret fagligt område. Det er en forudsætning for både kvalitet og forebyggelse, og det sikrer den sammenhæng og kontinuitet, som unge med komplekse livsforhold har brug for. Når unge ofte befinder sig i krydsfeltet mellem sociale indsatser, beskæftigelsesindsats, uddannelse og psykosocial støtte, er det afgørende, at hjælpen ikke fragmenteres organisatorisk, men samles i én fælles indsats med et tydeligt ungeblik.

Derudover bør snitflader og samarbejdsmodeller ikke først udvikles sent undervejs, men gerne være søgt afklaret, forsøgt afprøvet og konsolideret med nogle erfaringer, før den nye organisering træder i kraft. Borgernes retssikkerhed og kvalitet i sagsbehandlingen må ikke afhænge af organisatoriske gætterier eller uklarheder i overdragelser mellem store nye forvaltningsområder.

Det er samtidig afgørende, at organiseringen sikrer både stærk faglig ledelse og nærværende ledelse i hverdagen. Selvom antallet af afdelingsledere ikke reduceres, indebærer den nye struktur større enheder og færre centerchefer. Det betyder længere ledelseskæder og større spænd, hvilket kan skabe afstand til praksis og svække den faglige sparring, prioritering og støtte, som socialrådgivere og andre faggrupper har brug for i en kompleks hverdag. Faglig ledelse tæt på frontlinjen er efterspurgt. Det er en forudsætning for faglig frisættelse, kvalitet og retssikkerhed.

Samtidig bør den nye organisering tage udgangspunkt i faglighed. Ikke i økonomiske rationaler. Vi kan ikke strukturere os ud af mange års underfinansiering på det specialiserede socialområde. En organisering, der primært tjener et effektiviseringsbehov, risikerer at gøre det sværere at levere den faglige kvalitet, som borgerne har krav på. Struktur ændrer ikke behovene; den ændrer kun forudsætningerne for at imødekomme dem.

Endelig bør der skabes reelle rammer for frisættelse. Frisættelse kræver tid, tillid, klare prioriteringer og ledelsesmæssig opbakning. Det kan ikke realiseres gennem strammere ressourcer, større siloer eller øget koordinationspres. Ægte frisættelse betyder færre barrierer for fagligheden, ikke flere. Hvis den nye organisering skal fungere, må frisættelse være mere end et ord; den skal være et reelt vilkår for medarbejdere, der skal kunne arbejde med fagligt skøn og kvalitet, også når ressourcerne er knappe.

Afslutningsvis vil vi pege på, at en omorganisering af denne størrelse, kombineret med samtidig implementering af massive besparelser på både social- og beskæftigelsesområdet, vil få betydelige konsekvenser for medarbejderne i MSB og for mulighederne til at løfte de ønskede kulturelle og faglige spor fremadrettet. Når organisationen både skaleres ned og lægges om, kræver det ekstra stærke ledelsesstrukturer og tydelige kanaler for dialog og medindflydelse. Det er derfor bekymrende, at MED strukturen foreslås reduceret til ét HovedMED og ellers lokale LMU’er. Det efterlader et tomrum omkring Forvaltningscheferne, som må antages at have budgetansvar, og hvor store beslutninger om økonomi, prioriteringer og organisering vil blive truffet. Medarbejderne står midt i en tid med højt pres, stigende kompleksitet, voksende sagsmængder og forventninger om frisættelse og helhedsorienteret indsats, samtidig med færre ressourcer og markante ændringer i ledelsesstrukturen. I sådan en situation er det afgørende, at medarbejderne inddrages og har adgang til reel medindflydelse, faglig sparring og nærværende ledelse. Derfor er det svært at se, hvordan MED struktur uden et forvaltnings-MED skal kunne understøtte omstillingen eller ambitionen om frisættelse. En bæredygtig omorganisering kræver, at medarbejderne ikke blot ’implementerer’ forandringerne, men inviteres ind som aktive medskabere af dem. En organisation kan kun lykkes, når dem, der løser kerneopgaven, oplever reel støtte, indflydelse og faglig retning, også når det går stærkt.

Det håber vi, den endelige organisering vil afspejle.

Med venlig hilsen
DS, Fællestillidsrepræsentanterne/
Jannie Kejser & Ida Louise Jervidalo
Pva/
Århusklubben i Dansk Socialrådgiverforening