Høringssvar med opmærksomheder eller forslag til ændringer til den nye interne organisering, der er foreslået af Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Jeg har i 35 år arbejdet som socialrådgiver i amtet / regionen ift behandlingen af traumatiserede personer på højt specialiseret niveau (under Psykiatrien) og har bl.a. haft borgere fra Aarhus kommune. Opgaven er at skabe basis for behandling og hjælpe til etablering af mere varige (støtte)foranstaltninger ift behandlingen mhp at gøre borgeren bedst muligt i stand til at klare sig selv (forsørgelse og funktion), opnå stabilitet og undgå genindlæggelser (brobygning til beskæftigelse, kommunal socialpsykiatri, aktiviteter m.v.). De traumatiserede borgere er lige forskellige som befolkningen, så jeg har over alle årene haft konkrete samarbejder med institioner / fællesskaber i alle de 4 borgernære sociale forvaltningsområder, ikke mindst
Det har været afgørende, at det ikke alene har været ind i institutionerne, men også de meget borgernære og i høj grad frivilligt bårne organisationer, hvor borgeren er budt velkommen ind i fællesskabet med de vilkår, man har.
Kommunen er 60% medfinansierende ift psykiatrien, og regionen er presset. For hver dag jeg har kunnet medvirke til at forkorte behandlingsopholdet, er der penge sparet – og borgeren har fået retning, tro og tillid til, at der er en vej frem til at være mest muligt uafhængig af professionel (omkostningstung) hjælp.
Det er vigtigt og besparende at prioritere områder, der understøtter, at borgeren bedst muligt kan klare sig selv, og jeg har kunnet se konkret, at det har virket. Og også på sigt.
Fællesskaberne er selvhelende/-reparerende stabile organismer, hvor borgerne ikke er passivt modtagende, men forventes at bidrage med, hvad de kan – og det er forbløffende, hvad selv mennesker med tilsyneladende små ressourcer alligevel kan
- hjælpe hinanden (de er ofte rigtig gode vejledere og støtte for de andre),
- hanke op i dem, der lige er lidt – eller meget – nede,
- modvirke ensomhed, som kan ”gøre en sindssyg”,
- anspore til at komme ud af døren, sørge for personlig hygiejne, bedre kost, få bevæget sig, aktiviteter, så man ikke af fortvivlelse og kedsomhed dulmer med meget rygning, alkohol, stoffer
- altså KRAMS-faktorerne.
Men får så meget konkret for pengene i Fællesskaberne.


Øvrige bemærkninger:
Det undrer mig, at der angiveligt ikke er meget forskning inkl. konkret brugerinddragelse på det kommunale socialområde.
Indsats for indsats:
- hvad er formålet,
- hvad er erfaringerne,
- hvad virker og virker det hensigten,
- er der overlap mellem forskellige indsatser,
- bruger man den faglige viden og erfaringer, der findes
- igangsættes der 3-årige forsøg, fordi der lige er en pulje, man kan få fingre i, men som også koster kommunen
Generelt:
- opsøgende / ud til borgeren-arbejde,
- lyt opmærksomt på, hvad de giver udtryk for at have brug for at blive støtte i mhp at kunne klare sig – det er slående, hvor ”lidt” der ofte skal til, når folk selv kan medbestemme
- konkrete samarbejder på tværs
- tværfaglighed
Kommunen er af mange grunde kommet i en permanent krisetilstand (brandslukning), det ville være dejligt at kunne komme lidt på forkant.
Smid ikke barnet ud med badevandet!
Efterskrift:
Jeg vil henvise til et interessant netop afsluttet 3-årigt EU-projekt RESPONSIVE omhandlende Lydhørhed ift brugerne, som er forbundet med bedre ressourceudnyttelse. En rød tråd i de mange analyser af data og teorier er, at relationen mellem borger og myndighedspersoner udgør et omdrejningspunkt og et udgangspunkt for oplevelse af demokrati, og dermed muligheden for at modgå oplevelsen af mistillid og afmagt samt den øgede polarisering disse oplevelser risikerer at medføre/fastlåse, i forhold til borger i udsatte positioner. Professor i Socialt arbejde m.v. Lars Uggerhøj kan kontaktes.
https://ps.au.dk/fileadmin/Statskundskab/Billeder/Forskning/Forskningsprojekter/Magtudredning/Essays/Tema9/Uggerhoej_mfl_tema9.pdf