Er der overhovedet nogen, der vil have at jeg ikke skal dø?

Da min nu 20 årige søn, der er autist og født og opvokset i Aarhus, skulle stemme for allerførste gang til kommunal- og regionalvalget sidste år, bestod hans kandidattest af at spørge mig, om der overhovedet var nogen politiker han kunne stemme på, der ikke ville have at han skulle dø?

Jeg var totalt uforberedt på hans spørgsmål, og da jeg nølede lidt for længe med at besvare det, fik han endnu engang en mental mavepumper. Hans spørgsmål dækker selvfølgelig over at han aldrig har følt sig forstået eller som del af et fællesskab i de 5 forskellige skoler han har gået på. Hans spørgsmål dækker også over at han har følt sig gjort væsentlig dummere end han er, da han bl.a. ikke har fået ordblindestøtte i skolerne, selvom han har haft retskrav på det fra han blev screenet ordblind i november 2016.

Selvom jeg siden da kæmpede det bløde ud af toiletpapiret på hans vegne – blot – for at han kunne komme til at opleve at Folkeskolelovens allerførste formålsparagraf også gjaldt for ham, så han kunne opnå kundskaber og færdigheder, der: forberedte ham på videre uddannelse og gav ham lyst til at lære mere, og gjorde ham fortrolig med dansk kultur og historie, gav ham forståelse for andre lande og kulturer, bidrog til hans forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmede hans alsidige udvikling. Og selvom min kamp på hans vegne i forhold til – overhovedet – at kunne tilegne sig noget som helst viden gennem skriftligt materiale fra skolen/skolerne varede ved, til han igen i marts 2021 fik endnu en ordblindescreening af den daværende læsevejleder på Langagerskolen, tjahh, så var min årelange kamp forgæves. Langagerskolens læsevejleder stoppede nemlig med at arbejde i Aarhus Kommune et par måneder efter. Der blev heller ikke ansat en ny læsevejleder – om Langagerskolen i det hele taget har en læsevejleder ansat i dag, aner jeg ikke?

Det at kunne tilegne sig læring og opleve at man har fattet en pointe eller to og at man er monster god til noget er helt fundamentalt, hvis man skal kunne trives med at gå i skole og opfatte sig selv, som en ligeværdig del af det kammeratskab, som de aarhusisanske skoler er centrum for. Den læringsmulighed har min søn aldrig fået i hans fødeby. Hans kreds af venner er i dag online og bor spredt over Europa, USA og Australien.

Den selvrefleksion han er nået frem til er, at det han har lært ved at gå i skole i Aarhus er, at han er blevet rigtig god til at forsøge at tilpasse sig, fordi han hvert eneste skoleår gennem 10 år har skiftet klasse-, stam eller holdlokale. Også på Langagerskolen. Hvert eneste skoleår har også omfattet skift af lærere og pædagoger og elever omkring ham + vikarer og de såkaldte ”praktik elever” der fløj rundt mellem almenklasserne i enkelte fag og havde de øvrige fag i specialklasserne.

Den sommer hvor min søn fyldte 18 år, var også den sommer, hvor han stoppede som elev på Langagerskolen og han for alvor blev klar over, at hans spinkle drømme og håb som ung voksen splintredes totalt, fordi han – helt bogstaveligt - ikke har fået lov til at lære andet i den aarhusianske folkeskole end at han er dum og forkert og venneløs. Han kunne end ikke forklare alt det han gik og tænkte på eller finde ord for det følelsesmæssige kaos han befandt sig i over for mig. Den sommer skar han sig i den ene arm med vores skarpeste køkkenkniv.

Den sommer hvor min søn fyldte 18 år…

Som forælder er det eneste håb jeg har haft for min søns fremtidige læring og udvikling af hans potentialer, at han ville være sikret med den bedst mulige individuelle og mest smidigt tilpassede autismefaglige støtte gennem MSB`s nuværende forvaltningsmæssige struktur, hvor Unge, Job og Uddannelse dækker det aldersmæssige spænd fra 15år til 29 år.

Min søns og min historie som mor er desværre ikke enestående her i Aarhus Kommune.
Jeg ved ikke hvor mange andre forældre til sårbare unge bosiddende i Aarhus Kommune, der ser tilbage på årelang kamp på deres ungers vegne – for nogens vedkommende fortvivlende forgæves – og jeg ved ikke hvor mange forældre, der har fået så heftige spørgsmål i forhold til politiske kandidaters visioner fra førstegangsvælgere, som jeg stod med fra min søn til kommunal- og regionalvalget, men jeg ved at både de mest sårbare unge voksne og de af os, der er frontlinje forældre, har brug for at byrådet på tværs af partier går os i møde med kram, kærlighed, plads og tid nok – også i forhold til at sikre den økonomiske ramme for vores fælles velfærd.

Vi har brug for den sikkerhed nu. Ikke om 1 år eller om 2 år. Vores mest sårbare unge og deres frontlinjeforældre holder ganske enkelt ikke til mere. Vores mest sårbare unge holder heller ikke til den foreslåede nedlæggelse af unge, Job og Uddannelses samlede og samlende struktur.

Nauja Fleischer
Privatperson