Jeg har en voksen søn med infantil autisme. Soras er det eneste tilbud han har.
3 eftermiddage om ugen hvoraf den ene også er med fællesspisning.
Alt, alt for lidt i forhold til at skabe og bevare sociale kontakter, fællesskabsfølelse, samvær med ligestillede, få inspiration, et ugentligt måltid (når nu man ikke selv kan lave mad) og helt enkelt et tilhørsforhold i samfundet og ikke en ensom paralleltilværelse i eget hjem.
Det er et utilgiveligt indgreb overhovedet at overveje at nedlukke det tilbud!
Århus er en by for alle borgere, som jeg har hørt en socialdemokrat udtale. Men som borger med f.eks autisme, er det svært/umuligt at tage imod bare et eller to af de mange tilbud, der findes. Fordi vaner og tryghed er en altoverskyggende problemstilling eller styrke- når de forhold er tilstede.
Som pårørende er en lukning af Soras stærkt bekymrende.
Som så ofte før gennem alle årene tænker jeg- hvad nu, hvad så, nu igen, hvordan skal det så gå ?
Borgere med autisme/gennemgribende udviklingsforstyrrelse er borgere der også fortjener en plads i byen. De mange børn og unge med ovennævnte besværligheder jeg gennem årene har mødt er alle stille, venlige og eftertænksomme mennesker der ikke beder om meget og alligevel ofte kun lige får en hverdag til at hænge sammen.
Og det er borgere som også bliver ældre og har brug for godt samvær , gode vaner, aktivitet og at blive inspireret og bevare social og mental sundhed i fællesskaber hvor vi alle udvikler os- livet ud.
Jeg beder socialudvalget nøje overveje hvad en eventuel nedlukning af Soras ville betyde for brugerne af tilbuddet.
Jeg skriver som pårørende . Vh Mette W