Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Vedr. Vaskeriet
Sparekataloget vurderer, at de fire borgere, der er tilknyttet Vaskeriet, ikke i særlig stort omfang er kommet nærmere ordinær beskæftigelse, og at tilbuddet derfor har begrænset effekt i forhold til beskæftigelsesfremgang.
Denne vurdering bygger på en for snæver forståelse af formålet med indsatsen og er udover dette misvisende og ukorrekt. Vaskeriet fungerer som en øvebane for udviklingshæmmede borgere, hvor målet er at udvikle mod, evner og arbejdsidentitet – ikke nødvendigvis overgang til ordinær beskæftigelse for alle deltagere. For denne målgruppe er beskæftigelse i et beskyttet og struktureret miljø i sig selv en væsentlig succes, fordi det skaber: social tilknytning, fællesskab, udvikling af praktiske og sociale kompetencer,
struktur og indhold i hverdagen og oplevelse af at bidrage og være del af et arbejdsfællesskab.
At borgerne har været tilknyttet Vaskeriet i mange år og ikke i stort omfang overgår til ordinær beskæftigelse kan ikke automatisk tolkes som manglende fremgang. Målgruppen består af udviklingshæmmede borgere, hvor beskæftigelse netop skal forstås som meningsfuld aktivitet og social udvikling.
Kommunen må derfor nuancere vurderingen af Vaskeriets resultater og anerkende værdien af beskæftigelsesøvebaner som en legitim og virkningsfuld social indsats. Besparelser, der baseres på en snæver målelogik, risikerer at undervurdere de sociale gevinster og den langsigtede betydning af tilbuddet.
Download høringssvar som pdf