Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Forslag 4.10 - Lukning af Soras samvær
I Forslag til omstillingsplan 2026 forslag 4.10 fremgår der, at man vil lukke for Soras samværstilbud. Dette forslag viser kun, at man ikke har megen forståelse overfor de udfordringer man lever med, når man er udredt for autisme.
Man anslår, at det typisk er 12-18 personer per åbningsdag ud af 275 visiterede borgere. I løbet af en hel måned vil det være et betragteligt større antal mennesker, der have lagt vejen forbi. Dette har man næppe lavet en statistik over.
At leve med autisme har en individuel betydning for det enkelte menneske. Typiske faktorer, der er særligt udfordrende er sociale sammenhænge, spilleregler, koder og fællesskab. Ydermere vil der ofte være sansemæssige udfordringer. Man har også et større behov for stabilitet, forudsigelighed og struktur.
Det som Soras samværstilbuddet kan er at danne rammerne om et fællesskab i trygge rammer med uddannet og erfarent personale i fysiske rammer, der ikke unødigt er en belastning. Det er også muligt at være både i små og store fællesskaber i betragtning af stedets størrelse. Det er også en mulighed for at mødes med ligesindede.
Der skrives; ”Afviklingen af samværstilbuddet vurderes at kunne have en negativ effekt på borgergruppens trivsel, og kan føre til øget ensomhed og isolation. Det vurderes, at der findes lignende sociale tilbud i civilsamfundsregi til dele af målgruppen. Dog er det begrænset hvilke civilsamfundstilbud, der findes pt. til borgere over 30 år indenfor målgruppen.”
Man er inde på noget af det rigtige, men har ikke fanget det helt korrekt. Det vil have en negativ effekt på målgruppens trivsel, og vil, ikke kan, medføre øget ensomhed og mistrivsel. Hvorvidt man lever med et handicap eller ej, har man stadig et behov for en social kontakt. En konsekvens heraf vil være, at der vil være et større behov for psykiatriske tilbud, både i kommunalt regi, men også indenfor sundhedsvæsenet i regionalt regi. Det vil sandsynligvis være mere omkostningstung end besparelsen.
Man er også inde på, at der er begrænsede tilbud til den del af målgruppen, der er fra 30 år og opefter, hvilket er en meget stor det af brugergruppen i samværstilbuddet. Mig bekendt er der kun et enkelt tilbud af denne art. Dette tilbud drives af frivillige, der i sagens natur ikke er uddannede eller har erfaring på autismeområdet. Ydermere har man i dette tilbud en for bred målgruppe i kraft af, at målgruppen er alle tilstande og diagnoser indenfor psykiatrien, hvilket rammer for bredt for os autister. Man er i dette tilbud også hæmmet af en mangel på frivillige, hvilket betyder, at tilbuddet ikke har åben i tilstrækkelig grad til at kunne tilbyde en stabilitet, forudsigelighed og struktur, der er nødvendig for os autister.
Man skriver også; ”Med dette forslag lukkes samværstilbuddet og borgernes behov skal genvurderes og borgerne eventuelt revisiteres.” Denne øvelse vil medføre, at man vil skulle bruge tid på administrative opgaver. Dette er en øvelse, der vil medføre en økonomisk byrde for kommunen, og vil medføre, at en del, og måske, en betragtelig del af besparelsen vil gå til dette formål. Der vil også gå noget af den tid, som man ellers har med ens mestringsvejleder til dette, hvilket giver mindre tid til de ting, man ellers har.
Spørgsmålet er, hvad man så skal revisiteres til. Er dette andre tilbud eller mere tid med en mestringsvejleder. Dette vil også medføre en økonomisk byrde for kommunen, der umiddelbart vil bruge mere end den, lille, rest af besparelsen, der ikke er anvendt til administrative opgaver.
Det forekommer mig, at man ikke har vurderet i hvilket omfang, at målgruppens ellers begrænsede arbejdsevne vil blive påvirket. Det kan også nemt betyde, at det samlede arbejdsevne for denne målgruppe vil falde, og dermed give et mindre beskatningsgrundlag.
Det forekommer, at man ikke har anlagt en offeromkostningsbetragtning. Man kan måske på overfladen spare en fuldtidsstilling eller anvende den andetsteds, men det vil medføre øgede omkostninger andre steder, der overstiger besparelsen.
For mig personligt betyder det, at jeg har et fællesskab med ligesindede. Både da jeg havde en arbejdsevne, og nu hvor jeg ikke har, er det en meget stor del af den sociale kontakt, jeg kan være i med de udfordringer, jeg har.
Download høringssvar som pdf