Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Besparelse på Vaskeriet
Som tidligere beboer i Søvangen har jeg haft en del kontakt med Vaskeriet og mener, det er en stor fejl at spare her. Vaskeriet er nemlig ikke kun et fællesskab for de udviklingshæmmede i øvebane, men for hele lokalområdet. Vaskeriet ligger i et socialt udsat boligområde, hvor mange beboere er udenfor arbejdsmarkedet og derfor har glæde af et rummeligt fællesskab og et mødested.
Her kan Søvangens beboere deltage i Vaskeriets aktiviteter som frivillig, komme forbi til en hyggelig kop kaffe eller benytte Vaskeriets terrasse som mødested med andre beboere fra lokalområdet.
Derudover er Vaskeriet ét af de få steder i Aarhus, hvor udviklingshæmmede og ikke-udviklingshæmmede mennesker kan mødes og interagere i et fællesskab. Det er vigtigt for sammenhængskraften i vores samfund, at forskellige typer mennesker møder hinanden. Udviklingshæmmede mennesker skal ikke gemmes væk på institutioner, hvis de selv har et ønske om at komme ud og deltage aktivt i livet. Vi andre borgere har også godt af at møde forskellige mennesker, herunder udviklingshæmmede, især under så hyggelige rammer som hos Vaskeriet.
Vaskeriet er et unikt, lokalt samlingssted for mange forskellige slags mennesker. VI bør have FLERE steder som Vaskeriet, ikke færre.
Download høringssvar som pdf