Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Lukning af Kaffehjørnet
Jeg har været på Kaffehjørnet i et halvt år. I denne tid har jeg lært meget og fået et støttesystem, som jeg ikke ville finde andre steder. Jeg er blevet sendt til Kaffehjørnet for at hjælpe mig med at komme tilbage på arbejdsmarkedet, men det er den eneste hjælp jeg har fået her. På Kaffehjørnet blev jeg mødt med åbne arme, og mange søde ansigter.
Jeg har lært at være mere åben og social. Kaffehjørnet har lært mig at det er okay at være anderledes og udfordret.
De samtaler jeg har haft med andre på Kaffehjørnet har lært mig meget om livet og mig selv. Disse ting tvivler jeg på at jeg ellers ville have lært. De faste dage og opgaver har lært mig struktur og at holde en god rytme i min hverdag. Som ung med skizofreni, er der ekstrem respekt og forståelse for mine symptomer på Kaffehjørnet, som jeg ikke har oplevet andre steder.
Det har hjulpet mig med at acceptere min diagnose og hvem jeg er.
Selvom jeg har mange udfordringer i min hverdag pga. sygdommen og mit privat liv, når jeg kommer på Kaffehjørnet, føler jeg at jeg kan få en pause fra alle problemer, hvor vægten af mine udfordringer, bliver midlertidigt løftet fra mine skuldre. Dette er en pause jeg ikke kan få på andre tidspunkter, da jeg ikke har samme ramme af struktur og socialisering som jeg får på Kaffehjørnet.
Uden Kaffehjørnet ville jeg ikke have kommet så langt på så kort tid. Det er et kærligt sted, hvor der er plads til alle, og tilbuddets lukning ville resultere i mange unge uden et støttende og roligt sted at starte livet op igen. Kaffehjørnet er et sted med meget betydning for os unge. Et sted som giver os et trin op imod at leve bedre, selvom vi er udfordret.
At lukke Kaffehjørnet ville betyde at fjerne et kæmpe støttesystem for unge, som er i stand til at hjælpe med alle udfordringer en person kunne have i sin hverdag.
Hilsen Atlas, 19 år, bruger af Kaffehjørnet
Download høringssvar som pdf