Kaffehjørnet har været en del af min rejse fra diagnose og sygemeldt studie, til fleksjob i pædagogisk arbejde.

Da jeg hørte, at cafeen var truet af besparelser, blev jeg ked af det, fordi hvad hvis cafeen ikke havde været der, da JEG havde brug for den?
Den savn jeg følte, kan i sidste ende være den frygt, som andre unge voksne med nye udfordringer i deres liv ender med at føle, når de har brug
for et springbræt fremad - men der ikke er nogen institutioner til at støtte dem.

Cafeen var i mit tilfælde en fast men samtidig fleksibel beskæftigelse, med socialt samvær, ansvar, og medmenneskelighed. Den førte til en vennegruppe,
som jeg i dag over 5 år siden jeg startede, stadig bruger tid sammen med. Som jeg stadig får støtte af, stadig kan ringe til og bede dem passe på mine ekstranøgler,
og stadig kan invitere over til mad.

Forestil jer, hvis jeg ikke havde haft cafeen - havde jeg så mødt andre i min båd, med minder fra før de blev syge, som jeg kunne spejle mig i, på den måde kun
andre i samme situation kan?

Jeg siger ikke at besparelserne, som der er sat udsigt til, bare forsvinder fordi vi råber højt om, at vi gerne vil fortsætte.

Men VI fra cafeen vil gerne fortsætte, og det håber jeg, at i forsat vil være en del af.

Venlig hilsen Michael