Luk ikke SORAS

Jeg skriver som bruger af SORAS. Jeg skriver, fordi jeg ærligt talt er ved at knække ved tanken om, at I vil lukke det sted, som holder mange af os oven vande.
På papiret handler det om en besparelse på 500.000 kr. årligt.
I virkeligheden handler det om mennesker.
SORAS’ samværstilbud har eksisteret i over 20 år. For os, der bruger tilbuddet, er det ikke bare et “samværstilbud”. Det er et trygt og forudsigeligt holdepunkt i en hverdag, der i forvejen kræver enormt meget energi at komme igennem. Det er et sted for mennesker med autisme, som hver dag kæmper for bare at hænge sammen.
I henviser til, at der er visiteret 275 borgere, men at der dagligt møder 12–18 op. Det tal er misforstående. For når man lever med autisme, svinger ens overskud. Nogle dage kan man komme — andre dage kan man ikke. Sådan er vilkårene.
Derudover er det ikke de samme 12–18 personer hver dag, der skifter rigtig meget og derfor er det langt flere borgere, der bruger tilbuddet end hvad i skriver. Lokalerne har i øvrigt kun plads til omkring 30 personer ad gangen. Selv hvis flere mødte op samtidig, ville der ikke være fysisk plads.

Men Behovet for, at stedet findes, er konstant.
For mange af os er SORAS det eneste sted, hvor:
der er ro og forudsigelighed

vi kan være uden krav

vi kan komme og gå efter dagsform

vi ikke hele tiden skal forklare os

personalet har specialviden om autisme

Det er også et sted, hvor vi kan være sammen med andre, der forstår, hvordan det er at have en anderledes hjerne — hvor vi både kan tale om det svære og have det rart sammen.
Der er i forvejen ikke mange steder i Danmark, hvor autistiske og neurodivergente voksne reelt er inkluderet. Samtidig tales der politisk meget om at ville bekæmpe ensomhed og styrke inklusion. Den foreslåede lukning opleves som det modsatte: en indskrænkning af den i forvejen begrænsede plads til os.

Det kan føles, som om der kun er plads til os, hvis vi kan maskere og passe ind i samfundets normer. Det ansvar ligger også hos jer som politikere.

Mange af brugerne i SORAS er på førtidspension eller i fleksjob. Vi har ikke overskuddet til bare at “finde et andet fællesskab”. Almindelige fællesskaber er ofte uoverskuelige eller utilgængelige for os. Mange af os kan heller ikke overkomme at vedligeholde sociale relationer uden for SORAS.
For flere af os er SORAS det sted, hvor vi overhovedet har et socialt liv.
Der findes efter det oplyste ingen andre tilbud til borgere over 30 år med de samme trygge og fleksible rammer og med personale med specialviden om autisme. Hvor har I konkret tænkt jer, at vi skal gå hen?
Hvis I lukker SORAS, ved jeg — både for mig selv og for andre — at konsekvensen vil være mere isolation, mere ensomhed og dårligere mental trivsel. Mange af os kæmper i forvejen med angst, depression, OCD, spiseforstyrrelser og langvarig stress.
For nogle kan en lukning i værste fald føre til psykiatrisk indlæggelse eller behov for langt mere støtte. Nogle, som i dag klarer sig uden bostøtte, kan få brug for det igen.
Den besparelse, I håber på, risikerer derfor at blive både menneskeligt og økonomisk dyrere. Hvorfor spare nu, hvis regningen blot bliver større senere?

Der tales meget om at hjælpe børn og unge med diagnoser. Men de bliver voksne en dag. Og tilbuddene til voksne — især autistiske voksne — er allerede meget få. Med denne beslutning risikerer I at gøre hullet endnu større.
Jeg hører ofte argumentet om, at kommunen er presset udefra. Hvis det er tilfældet, er det netop jer som lokalpolitikere, der må råbe højere op over for Folketinget på Christiansborg.

Som formanden for Udsatterådet i Aarhus, Knud Kristensen, har advaret, kan besparelser på området udvikle sig til et “blodbad”. For os borgere er det ikke bare et billede — det er en reel frygt for vores trivsel og livskvalitet.
Det er jer, der har valgt at være politikere. Det er jer, der har ansvaret for at kæmpe for de borgere, der ikke selv har kræfterne til det.
Jeg har få ressourcer og få ting i mit liv, som giver mig glæde. Så derfor alligevel bruger jeg mine sidste kræfter på at skrive dette brev. For hvad skal en borger som mig ellers gøre?
Jeg lever allerede tæt på grænsen for, hvad jeg kan holde til. Jeg håber inderligt, at nogen lytter — og handler.
Tag ansvar.
Og vigtigst af alt: Bevar SORAS.

Vh Nana