Omstillingsplanen sænker serviceniveauet til et absolut minimum. Det øger risikoen for fejl og svækker retssikkerheden for børn, unge og familier, der i forvejen står i en sårbar situation. Det kan være lovligt - men det er ikke det samme som at være ansvarligt. Men planen er ikke kun socialt (og humant) uansvarlig. Den er også bekymrende økonomisk uansvarlig. I sparer på alt det, der forebygger det dyre, og satser på at nogle andre samler regningen op, når den kommer.

1. Eksempler på spareforslag, der fjerner indsatser, man selv anerkender virker
1.1 Tæt opfølgning på ledige virker, og én ekstra uges ledighed koster kommunen 56 mio. kr. årligt. Alligevel reduceres samtaler og indsats. Det er svært at kalde det ansvarlig økonomistyring.
1.2 Åben Dialog beskrives som en tilgang, der skaber mere stabile forløb og mindre behov for indgribende indsatser. Alligevel skæres der i udrulningen - velvidende at det kan føre til længere og mere ustabile borgerforløb.
1.3 Tryghedsagenterne er sidste forebyggende trin før anbringelse, og man anerkender selv, at en lukning kan føre til flere anbringelser. Besparelsen er 2,2 mio. kr. En enkelt ekstra anbringelse kan æde en stor del af det beløb.

Kommunen skal spare, fordi man er underlagt statslige regler om serviceudgifter. I sin iver på at leve op til de regler, går man til gengæld på kompromis med lovgivningen. Fx Barnets Lov og kommunens pligt til forebyggelse og Serviceloven.

Formelt fraviger planen måske ikke fra lovgivningen (tak til dygtige jurister, eller ChatGPT der har formuleret planen), men vi er i hvert fald på kant med lovens intentioner.

2. Eksempler på hvor planen udfordrer lovmæssige forpligtelser:
2.1 Barnets Lov kræver tidlig og forebyggende hjælp. Når Ungekontakten reduceres med 60 %, og Tryghedsagenterne (sidste trin før anbringelse) nedlægges, svækkes netop den indsats, loven forudsætter.
2.2 Kommunen er forpligtet til at sikre adgang til anonym rådgivning. Når Åben Anonym Rådgivning lukkes, og Ungekontakten beskæres kraftigt, forringes den reelle adgang – især for de unge, der ikke tør henvende sig åbent.
2.3 Når op til 16 medarbejdere fjernes fra distrikterne under Relationel Velfærd, og sagstallene overstiger vejledende niveauer, bringes retssikkerheden under pres (Ankestyrelsen og arbejdstilsynet vil vist give mig ret i denne…).
2.4 På området for selvskade og spiseforstyrrelser anerkendes det, at man i opstartsfasen mangler viden, og at kvaliteten kan være en anden i starten. Når lovgivningen kræver, at barnets bedste skal være styrende, er det problematisk at acceptere lavere kvalitet i en overgangsperiode for at opnå en (hypotetisk) økonomisk besparelse.
2.5 Ret til fællesskav (Barnets lov § 5) giver børn og unge med nedsat funktionsevne ret til sociale fællesskaber. Opsigelsen af fx. Fundamentet bygger på en fejlagtig antagelse om tilstrækkelige alternativer, og strider mod lovens fokus på tidlig forebyggelse (og samarbejde med civilsamfundet?), og vil sandsynligvis medføre højere kommunale udgifter til specialiserede indsatser på sigt.

3. Og nu vi er ved kommunens systematiske nedbrydning af det forebyggende lag…
3.1 Besparelsen på tilbud som fx Kofoeds Skole, Fundamentet, mv. er forsvindende lille sammenlignet med de menneskelige og økonomiske omkostninger, hvis i forvejen udsatte borgeres trivsel knækker, og de i stedet får brug for de dyreste kommunale ydelser. Og det er ikke kun de udsatte borgere, men også deres pårørende, der påvirkes og kan ende uden for arbejdsmarkedet, med sygemelding, og lignende.
3.2 Kommunens hovedbegrundelse for at lukke Fundamentet er, at "der findes lignende tilbud i kommunalt og frivilligt regi". Samtidig udhuler omstillingsplanen de “lignende tilbud”. Omstillingsplanen tager ikke stilling til, om de “lignende tilbud” har kapacitet til at overtage Fundamentets målgruppe, eller om det er tilbud der også er under sparekniven.
3.3 Samarbejdsaftalen med Mødrehjælpen opsiges, selvom Mødrehjælpen ofte er i kontakt med familier i den tidlige forebyggende fase, før de overhovedet er kendt i det kommunale system. Ved at fjerne Mødrehjælpen risikerer man, at gravide og småbørnsfamilier i krise ikke opfanges i tide.

Det her er ikke bare tal i et budget. Det er en systematisk sænkning af ambitionsniveauet på et område, hvor lovgivningen netop forpligter kommunen til det modsatte.
Det handler ikke om hvorvidt siddepladser kan skiftes ud med ståpladser. I er i gang med at skifte tidlig hjælp ud med sen indgriben – og forebyggelse ud med anbringelser.