Risskov den 25. februar 2026
Høringssvar vedrørende omstillingsplan på socialområdet
Mit navn er Klaus Rubin og arbejder lektor i drama og teater ved VIA University College og primusmotor på samskabelsesprojektet Den Gode Galskab mellem VIA, Aarhus Kommune og De Splittergale (herunder fire tre-ugers samskabelsesforløb gennemført over en årrække) ønsker jeg at bidrage med en faglig vurdering af betydningen af civilsamfundsbaserede kunst- og fællesskabsinitiativer, som De Splittergale, i det sociale arbejde.
I samarbejdet med De Splittergale var et centralt mål at give de studerende erfaring med samskabelse i praksis, ikke som teori, men som konkret samarbejde med mennesker med levede erfaringer fra psykisk sårbarhed og marginalisering.
Projektet gav de studerende:
• erfaring med at arbejde sammen med marginaliserede borgere som ligeværdige aktører
• træning i et ressourceorienteret blik, hvor fokus flyttes fra mangler til styrker
• konkret udfordring af egne forestillinger om normalitet og afvigelse
• professionsdannelse gennem relationel praksis, hvor etik, dømmekraft og menneskesyn udvikles i mødet med virkelige mennesker
• erfaring med kunst og æstetiske processer som socialfaglig metode til deltagelse, stemme og empowerment
Det blev tydeligt, at De Splittergale ikke blot var en case eller et undervisningsobjekt, men en aktiv læringspartner. De studerende mødte hverdags-eksperter, som med deres erfaringer bidrog med en indsigt, som ingen lærebog kan levere.
Denne type samarbejde styrker ikke kun de deltagende borgere. Den styrker kvaliteten af fremtidens professionelle. Når studerende lærer at se ressourcer, at arbejde deltagende og at forstå marginalisering indefra, øges deres faglige kompetence og deres evne til at arbejde inkluderende i praksis.
De Splittergale repræsenterer derfor ikke blot et aktivitetstilbud, men et stabilt, langvarigt fællesskab, der fungerer som social og dannelsesmæssig infrastruktur. Det er netop sådanne fællesskaber, der gør det muligt for uddannelsesinstitutioner at uddanne socialfaglige professionelle med blik for relation, deltagelse og ressourcer.
Hvis sådanne samarbejdspartnere reduceres eller forsvinder, svækkes ikke kun et tilbud til sårbare borgere, men også den praksisnære professionsuddannelse, som fremtidens velfærd bygger på.
Jeg vil derfor opfordre til, at forebyggende og fællesskabsbaserede indsatser anerkendes som en del af den samlede sociale bæredygtighed og som strategiske samarbejdspartnere for uddannelsesinstitutioner.
Sætninger og uddybende spørgsmål:
For de studerende betød samarbejdet, at de i processerne direkte kunne spørger og interagere med brugerne/borgerne i forhold til hvor og hvad de tænker i den direkte produktion. Vi kalder det for ”Virkelighedsnær læring”. Flere af vores studerende har efterfølgende kommet hos De Splittergale.

Det blev tydeligt for mig, at når studerende arbejder sammen med såkaldte “hverdags-eksperter”, så opstår der en anden form for relation, da disse møder og projekter også for en del af vores studerende, er det første direkte møde med denne målgruppe.

For de udsatte borgere, der deltog, oplevede jeg, at mange af dem fik lyst til at fortælle og formidle om deres handicap, og en del af dem også havde lyst til at komme selvstændigt på uddannelsen i produktionsperioderne,
Set fra et professionsfagligt perspektiv bidragersamarbejder som dette til, at de deltagende studerende og publikum til projekterne, får et unikt indblik i en for mange ukendt verden. Derudover er det også vigtigt for en by som Århus at forskellige kulturinstitutioner og uddannelser kan arbejde på tværs.
Med venlig hilsen
Klaus Rubin
Lektor i drama og teater. VIA University College