Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Det ville være et stort tab og en ærgerlig og sørgelig konklusion at lukke Gallo Huset

Det ville være et stort tab og en ærgerlig og sørgelig konklusion at lukke Gallo Huset.

Jeg skriver som kommunikationsansvarlig og frivillig i Gallo Huset. Jeg har siden august varetaget al kommunikation og har, i løbet af den tid, set med egne øjne hvor meget Gallo Huset betyder.

Påstanden om, at der findes lignende tilbud er ikke retvisende, fordi Gallo Huset optager en unik position indenfor beskæftigelse af psykisk sårbare medlemmer I samfundet. Betydningen, som Gallo Huset har – både for ansatte, frivillige, gæster i Kaffebaren og gæster til de faste aktiviteter - kan ikke udtrykkes i simple budgetposter og regneark. Det er en mærkbar, uvurderlig og dybt menneskelig effekt, som Gallo Huset og dets tilbud har for de mennesker, der ingen andre steder har at gå hen. Det er en joke af kosmiske dimensioner at de mennesker, der har allermest at tabe hvis Gallo Huset lukker, også er de mennesker, der har for lidt overskud i hverdagen til at finde nye steder at befinde sig, bidrage og mærke et fællesskab og værdi I tilværelsen.

Gallo Huset har en unik rolle i Aarhus' landskab, fordi Gallo Huset giver muligheden for meningsfuldt arbejde på sunde vilkår til de ansatte, giver ugentlige aktiviteter og holdepunkter for frivillige og brugere af tilbuddene og giver alle andre livsvigtig og relevant information om tilbud, væresteder og mental sundhed.

Gallo Huset (og de øvrige Gallo-tilbud) har en mission om at advokere for og bidrage til mental sundhed, i særdeleshed for psykisk sårbare voksne - en gruppe mennesker, der simpelthen ikke er andre steder og tilbud for. At fratage dem de tilbud de har allermest for dem, er inhumant. Samtidig, hvis man insisterer på at vurdere sagen fra det økonomiske standpunkt, fjerner Gallo Husets tilbud mange flere økonomiske problemstillinger fra andre poster i velfærdssamfundet, herunder fra psykiatrien. Det er en besparelse på den lange bane at bevare Gallo Huset.

Gallo Huset og deres tilbud, herunder Gallo Kultur, Gallo Debat og ugentlige aktiviteter, er unikke og enestående. De beskæftiger sig med næsten alle grupper i Aarhus: Gallo Kultur har til formål at hjælpe psykisk sårbare borgere ind i kulturlivet. Gallo Debat har til formål at uddanne og informere alle i Aarhus om mental sundhed, herunder egenfortællinger om diagnoser og foredrag om forskellige mentale tilstande. De ugentlige aktiviteter er et anker for mennesker, der har brug for hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Der bliver i evalueringer brugt ord som "åndehul" og "at se verden i farver igen". Der findes ikke øvrige, lignende tilbud i Aarhus, der kan løfte samme opgave, som Gallo Huset gør.

Alle Gallo Husets tilbud er lavet til at skabe beskæftigelse. De mennesker, der hjælper med at afholde debatarrangementer eller er kulturguides, får muligheden for at tage ejerskab og bidrage til arbejdsmarkedet på en måde, der kan hænge sammen for dem og på egne vilkår. Det er uendeligt meget bedre end, at de mennesker ikke kan bidrage overhovedet, fordi der ikke er et sted, der tillader rammerne for at de kan trives på arbejde.

Der er intet overflødigt ved Gallo Huset og dets tilbud. ALT ved Gallo Huset er vigtigt, tjener et formål og gør en uvurderlig forskel for alle, der kommer der.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Mathilde Illum

Indsendt

25/02/2026 15:43

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS5514506

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16