Høringssvar vedrørende kommunens omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Frustrationen er ikke til at bære, når der anvendes skyklapper imod det indlysende.
I 2021 ramte jeg mit livs største krise. Jeg var ramt af en svær depression og havde et oprigtigt ønske om ikke at eksistere mere. Udvejen blev ikke lægens recepter på lykkepiller eller den kontante afvisning fra psykiatrisk skadestue. Den blev heller ikke en kommunal handleplan udover én telefonisk opringning i ny og næ: ”Er du klar til at arbejde igen?”.

Udvejen blev Gallo Huset.

Det er nu knap 5 år siden, at jeg for første gang trådte ind i det, der senere skulle blive min vej ud af mørket. Jeg blev mødt med varme, tryghed og et fællesskab af mennesker, der - ligesom jeg - bar på psykisk sårbarhed. Her fandtes en hverdag tilpasset mine ressourcer og mine behov uden et konstant pres om at præstere. Time for time byggede jeg langsomt på med små opgaver og ansvar, og uge for uge blev dagene i sengen mindre samtidig med at meningen og håbet voksede indeni, indtil jeg var parat til at træde ud i samfundet igen.

Efter mit sygdomsforløb blev det naturligt at blive som frivillig. Dels for at give noget tilbage, dels fordi Gallo Huset var blevet et trygt anker i mit liv. Sidenhen er jeg periodisk vendt tilbage, når livet har bragt usikkerhed og modgang - eksempelvis under min uddannelse, hvor huset gav mig sindsro, styrke og stabilitet.

I dag (februar 2026) står jeg som nyuddannet socialpædagog fra VIA University Aarhus. Parat til at bidrage til samfundet, fællesskabet og efterleve politikernes største mål - at have borgere i uddannelse eller på arbejdsmarkedet for blandt andet at undgå at færre skal ende i langvarige forløb i psykiatrien. Det er ikke kommunens fortjeneste. Det er Gallo Husets fortjeneste. Alligevel står Gallo Huset nu til at miste sin økonomiske støtte, og jeg undres over, at politikerne ikke kan se værdien.

Som studerende har jeg mødt den samme udfordring igen og igen i praktikker: “Vi kan ikke måle effekten af vores arbejde på samme måde som i psykiatrien”. Men hvis vi kun anerkender det, vi kan måle i korte, kvantitative effekter, overser vi det mest afgørende: den langsigtede, menneskelige og samfundsøkonomiske gevinst. Hvornår knækker vores ellers så veludviklede velfærdssamfund koden til at måle værdien af det arbejde som Gallo Huset og lignende tilbud står for?
• Værdien af et menneske der ønsker livet fremfor døden
• Værdien af et ungt menneske gennem fællesskab genfinder troen på sig selv
• Værdien af at en borger går fra isolation til deltagelse
• Værdien af ikke at betale for psykiatrisk indlæggelse eller recepter på medicin

Jeg står lige her som et konkret bevis på effekten, og når politikerne ikke ser eller hører, føler jeg mig forpligtet til at råbe politikerne op. Gallo Huset er ikke et “hyggeligt frivilligt tilbud der blot formidler viden om psykisk sårbarhed”. Det er et forebyggende, stabiliserende og rehabiliterende fællesskab for mennesker, der ellers risikerer at falde helt ud af samfundet. Det aflaster psykiatrien. Det reducerer risikoen for langvarig offentlig forsørgelse. Det skaber netværk, ansvarsfølelse og identitet. Det er personlig Recovery i sin reneste form.

Gennem årene har jeg mødt hundredvis af mennesker i huset - mennesker med angst, depression, traumer og ensomhed. For mange blev Gallo Huset vendepunktet eller det støttepunkt, der gjorde, at de ikke skulle indlægges eller forblive i mørket. At stoppe støtten er ikke en reel besparelse. Det er en forskydning af udgifter - og en risiko for langt større menneskelige og økonomiske omkostninger på sigt.

Jeg håber, at den næste unge mand, der står i mørket, får samme mulighed, som jeg fik. At han mødes med et fællesskab frem for piller og en lukket dør. At han får tid frem for pres. At han får meningsfuldhed frem for håbløshed.

Jeg runder høringssvaret af med at tydeliggøre det indlysende overfor dem der bærer skyklapper.

BEVAR STØTTEN TIL GALLO HUSET.