Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Social og psykiatrivagten
Høringssvar vedrørende besparelsesforslag på Social- og Psykiatrivagten
Jeg er bruger af Social- og Psykiatrivagten i Aarhus. Jeg er ikke en hyppig bruger, men benytter tilbuddet et par gange om året i særligt sårbare perioder.
Jeg blev oprigtigt chokeret over at læse, at dette tilbud er i risiko for at blive nedlagt. For mig – og mange andre – er Social- og Psykiatrivagten en afgørende støtte i akutte og sårbare situationer. Medarbejderne møder én i øjenhøjde, med respekt og faglighed. En samtale kan være det, der gør forskellen mellem at kunne overskue situationen og at miste fodfæstet.
De foreslåede alternativer oplever jeg ikke som reelle erstatninger. Jeg ville personligt ikke benytte mig af dem. Social- og Psykiatrivagten har en særlig funktion, som ikke uden videre kan erstattes af generelle telefonlinjer eller andre tilbud.
Jeg finder det dybt problematisk, at der foreslås så omfattende besparelser på psykiatriområdet i Aarhus, samtidig med at der nationalt og regionalt tales om styrkelse af psykiatrien gennem en kommende psykiatriplan. Forebyggende og støttende tilbud som dette er med til at forhindre forværring af psykisk mistrivsel. En nedlæggelse vil efter min vurdering kunne medføre øget sygefravær, risiko for tab af arbejdsmarkedstilknytning og flere indlæggelser – hvilket både er menneskeligt og samfundsøkonomisk dyrere på længere sigt.
De telefonlinjer, der henvises til som alternativ, har allerede stor belastning. Det forekommer ikke rimeligt at pålægge dem yderligere pres, da det kan forringe kvaliteten og tilgængeligheden for alle borgere.
Forslaget om ringegrupper for hyppige brugere bekymrer mig også. Mennesker i akut psykisk krise har ofte begrænset overskud. Der er en risiko for, at man utilsigtet kan forværre hinandens situation, og det kan være urimeligt at forvente, at borgere i svær mistrivsel skal bruge energi på at rumme og støtte andre i samme situation.
Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at Social- og Psykiatrivagten bevares. Det er et forebyggende, værdigt og fagligt velfunderet tilbud, som skaber tryghed og stabilitet for nogle af kommunens mest sårbare borgere.
Download høringssvar som pdf