Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Høringssvar - Gallohuset
”Og hvad laver du så?”. Det kan vi formentlig alle blive enige om, er et meget klassisk spørgsmål, når vi møder et nyt menneske. I vores samfund er meget af vores identitet nemlig bundet op på, hvem vi er på arbejdsmarkedet. Derfor er det også extra svært at stå ”udenfor” – hvad end det er for en periode – som sygemeldt – eller man bliver sat skakmat og udfordres så meget, at man er nødt til at søge fleksjob eller førtidspension. For vi vil faktisk alle sammen rigtig gerne bidrage.
Og det er her Aarhus kommune bør tænke Gallo Huset ind som en vigtig ressource. Gallo Huset er nemlig først og fremmest en arbejdsplads – både for mennesker i fleksjob og skånejobs, men også for mennesker som bidrager frivilligt i en periode af deres liv, som er extra svær.
Sådan et menneske var jeg – og det er jeg som sygemeldt til dels stadig. Da jeg i 2023/2024 stiftede bekendtskab med Gallo Huset var det først i forbindelse med deres foredrag og skrivekursus og senere arbejdede der som frivillig. Jeg ville under ingen omstændigheder kunne have bidraget i en privat virksomhed, som er afhængig af grønne bundlinjetal på det tidspunkt.
Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Gallo Huset var et vigtigt element for mig i at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Her er plads til tolerance, forståelse og tid til at den enkelte kan komme sig. Her kan man bidrage med det, man har overskud til og her kan man ikke mindst blive en del af et fællesskab.
Ser man på forskningen inden for det at komme sig. ”Recovery” som det hedder på nydansk, så kan Aarhus Kommune med fordel skele til CHIME modellen, når de vælger, hvordan midlerne skal fordeles.
CHIME er et akronym, som dækker over elementer, man mener har betydning for den enkeltes recoveryproces.
· Forbundethed (connectedness)
· Håb
· Identitet
· Mening
· Empowerment
I den periode jeg var tilknyttet Gallo Huset og arbejdede på et selvstændigt formidlingsprojekt, oplevede jeg at alle fem elementer var i spil. Min tilknytning til Gallo Huset var med andre ord med til, at understøtte mig i, at genvinde mine kræfter og min tiltro til mig selv og dermed i at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
I dag er jeg et skridt nærmere arbejdsmarkedet. Jeg er i arbejdsprøvning i en privatvirksomhed.
Jeg håber, at Aarhus kommune i deres vurdering af, hvordan pengene skal fordeles, vil overveje følgende spørgsmål:
· Hvad sker der når et menneske udfordres psykisk og for en periode eller måske permanent bliver sat uden for arbejdsmarkedet – både samfundsøkonomisk og for den enkelte?
· Hvordan understøtter vi bedst muligt den enkeltes evne til at komme sig og dermed til at kunne bidrage til den samlede samfundsøkonomi?
· Hvordan sikrer vi i vores nedskæringer, at der ikke er en negativ spill-over på andre vigtige samfundsinstitutioner? (Læs: kan en nedskæring i kommunalt regi have betydning for menneskets generelle sundhed og risikerer vi gennem nedskæringer i virkeligheden at presset på hospitalsvæsenet bliver større fx pga. genindlæggelser)
Jeg håber, politikere og administration vil formå at kigge på tværs af kasser – det er formentlig den mest rentable løsning for den samlede samfundsøkonomi. Men jeg vil overlade det til administrationen, at lave de økonomiske beregninger, da jeg desværre ikke ligger inde med tallene.
Download høringssvar som pdf