Høringssvar vedrørende Aarhus Kommunes sparekatalog og omstillingsplaner for 2026

Jeg afgiver dette høringssvar som privatperson. Mine bemærkninger bygger samtidig på faglig erfaring fra arbejde med psykisk sårbare mennesker i både kommunalt og civilsamfundsorienteret regi.

Dels fra tidligere arbejde i jobcenterregi med unge mennesker, og dels fra mit nuværende arbejde med samtale- og rådgivningstilbud målrettet mennesker med psykisk sårbarhed og deres pårørende. Denne erfaring giver mig et indgående kendskab til, hvordan ændringer i lavtærskeltilbud, rådgivning og akutte indsatser konkret påvirker borgere, og hvilke konsekvenser det får for det samlede system.

Mit høringssvar tager udgangspunkt i en grundlæggende bekymring for konsekvenserne for psykisk sårbare borgere i Aarhus Kommune, særligt i relation til samtale-, rådgivnings- og værestedstilbud, både kommunale og NGO-baserede, samt de akutte og forebyggende indsatser, der i dag skaber stabilitet og sammenhæng.

Overordnede bemærkninger:
Psykisk sårbare borgere er blandt de grupper, der rammes hårdest, når kontinuitet, tilgængelighed og relationelle indsatser reduceres. Besparelser på forebyggende og lavtærskelbaserede tilbud medfører ikke blot serviceforringelser, men øger risikoen for forværring, kriser og behov for mere indgribende og ressourcekrævende indsatser senere i forløbene.

Flere af de foreslåede omstillinger indebærer færre samtaler, færre tilbud og mindre samarbejde med civilsamfundsaktører. Erfaring og forskning peger imidlertid entydigt på, at tidlig indsats, kontinuerlig kontakt og let adgang til støtte er afgørende for at forebygge eskalation, både menneskeligt og økonomisk.

Særligt om tilbud til psykisk sårbare borgere:
Inden for de foreslåede ændringer giver lukningen af Social- og psykiatrivagten anledning til væsentlige faglige og strukturelle bekymringer. Vagten varetager en afgørende funktion i aftener, nætter og weekender, hvor andre tilbud er lukkede, og hvor psykiske kriser ofte opstår eller forværres.

I omstillingsplanen beskrives Social- og psykiatrivagten blandt andet med henvisning til et relativt begrænset antal opkald og mange gengangere. Denne beskrivelse er efter min faglige vurdering for snæver og giver ikke et retvisende billede af tilbuddets funktion og betydning.

Ja, der er borgere som henvender sig gentagne gange. Det er et grundvilkår i arbejdet med mennesker i psykisk krise og bør forstås som en del af stabiliserende og forebyggende indsats, ikke som manglende effekt.
Der rettes også henvendelser fra borgere som befinder sig i akutte eller tilspidsede livssituationer, og som ikke tidligere har haft kontakt til vagten. Det gælder både borgere der står midt i en krise, og pårørende som oplever en pludselig forværring hos et familiemedlem og har behov for hurtig, kvalificeret støtte.

Min erfaring er, at Social- og psykiatrivagten i praksis fungerer som et centralt henvisnings- og sikkerhedsnet, som andre rådgivnings- og samtaletilbud trækker på, når en borgers situation bevæger sig fra støttebehov til egentlig krise. I disse situationer er vagten ofte det eneste tilgængelige kommunale tilbud med relevant faglighed uden for almindelig åbningstid.

Denne funktion fremgår ikke tydeligt af omstillingsplanen, ligesom der ikke redegøres for hvilket tilbud der fremover skal varetage denne opgave, hvis Social- og psykiatrivagten lukkes, eller hvordan konsekvenserne for borgere, pårørende og øvrige akutte instanser er tænkt håndteret.

Konsekvenser af lukning af væresteder og lavtærskeltilbud:
Væresteder, samtaletilbud og øvrige lavtærskelbaserede rådgivningstilbud, både kommunale og NGO-baserede, udgør i dag en bærende del af den samlede indsats for psykisk sårbare borgere. Disse tilbud fungerer ikke alene som støtte for den enkelte borger, men som aflastning for hele systemet.

Når væresteder og lavtærskeltilbud reduceres eller lukkes, forsvinder ikke behovet. Det ændrer blot form. Borgere mister adgang til struktur, relationer, meningsfulde fællesskaber og mulighed for tidlig hjælp. For mange er disse tilbud det sted, hvor forværring opdages tidligt, og hvor kriser kan afbødes, inden de eskalerer.

Erfaringen viser, at når lavtærskeltilbud forsvinder, ses der på sigt flere akutte henvendelser, flere indlæggelser, længerevarende og mere komplekse forløb samt øget behov for bostøtte, misbrugsindsats og psykiatrisk behandling.

Disse konsekvenser medfører øgede udgifter, ikke blot for kommunen, men også for regionen. Besparelser på væresteder og samtaletilbud er derfor ikke reelle besparelser, men en forskydning af omkostninger til senere og dyrere indsatser.

Samtidig rammer lukningerne ikke kun de psykisk sårbare borgere, men i høj grad også deres pårørende. Når borgere mister adgang til stabiliserende fællesskaber og rådgivning, øges belastningen på pårørende, som ofte i forvejen står med et betydeligt omsorgsansvar. Manglende støtte til pårørende øger risikoen for udbrændthed, sygemelding og i sidste ende også behov for kommunale og regionale indsatser.

Væresteder og lavtærskeltilbud fungerer dermed også som indirekte støtte til pårørende, ved at skabe tryghed, aflastning og vished om, at den psykisk sårbare ikke står alene. Denne funktion er vanskelig at erstatte gennem mere formaliserede og visiterede tilbud.

Når både kommunale og NGO-baserede tilbud reduceres samtidig, forsvinder flere lag af sikkerhedsnettet på én gang. Det øger risikoen for, at borgere først møder systemet, når problemerne er eskaleret, ofte i form af akutte kriser, indlæggelser eller længerevarende forløb med høj kompleksitet og store omkostninger.

Civilsamfundets rolle og betydningen af relationel tillid:
Små NGO’er og græsrodsbaserede tilbud spiller en særlig rolle i indsatsen for psykisk sårbare borgere. De når ofte borgere, som i mindre grad opsøger eller har tillid til formelle systemer, og fungerer som indgang, støtte og stabiliserende element i perioder med stor sårbarhed.

I samarbejdet mellem kommune og civilsamfund er det flere steder blevet italesat, at civilsamfundsbaserede tilbud rummer en særlig relationel tillid hos borgere, som ikke umiddelbart oplever sig trygge i mødet med systemet. Denne tillid knytter sig blandt andet til, at NGO-baserede tilbud ikke opleves som myndighed, og at borgeren kan henvende sig uden at blive gjort til sag. For nogle borgere er dette en afgørende forudsætning for overhovedet at tage imod hjælp.

Små NGO’er opererer ofte uden økonomiske sikkerhedsnet. Allerede usikkerhed om fremtidig finansiering kan føre til afvikling af aktiviteter, tab af frivillige og ophør af tilbud. Når disse tilbud lukker, forsvinder ikke blot konkrete indsatser, men også den relationelle tillid og det ansvar, som civilsamfundet i praksis bærer på vegne af fællesskabet.
Denne tillid kan ikke uden videre erstattes af kommunale tilbud, men fungerer ofte som bro til mere formaliserede indsatser. Når græsrødderne forsvinder, opstår der ikke automatisk et kommunalt alternativ.

Afsluttende bemærkninger:
Jeg anerkender, at Aarhus Kommune står i en vanskelig økonomisk situation. Netop derfor er det afgørende, at besparelserne ikke rammer de indsatser, hvor konsekvenserne er mest vidtrækkende, og hvor forebyggelse, kontinuitet og tilgængelighed er afgørende.

Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at tilbud til psykisk sårbare borgere, herunder samtale-, rådgivnings- og værestedstilbud samt Social- og psykiatrivagten, vurderes samlet og strategisk. Lukninger eller væsentlige reduktioner bør ikke gennemføres uden klare, fagligt bæredygtige og realistiske alternativer, der reelt kan varetage opgaven.

Besparelser og lukninger på dette område vil ikke alene få konsekvenser inden for socialområdet, men vil uundgåeligt påvirke beskæftigelsesområdet, børne- og ungeområdet samt samarbejdet med regionen. Uden en samlet vurdering af disse tværgående konsekvenser risikerer man, at kortsigtede besparelser ét sted fører til øgede udgifter og større belastning andre steder i systemet.

Med venlig hilsen

Henrik Bach Poulsen
Borger i Aarhus