Jeg skriver som deltager på Galloskolen, hvor jeg går til sang. For mig er Galloskolen ikke bare et aktivitetstilbud – det er et afgørende holdepunkt i mit liv.
Jeg lever med psykiske udfordringer, som kan gøre hverdagen uforudsigelig og svær. Mange steder i samfundet forventes stabilitet, overskud og tempo, som ikke altid er muligt for mennesker som mig. På Galloskolen bliver jeg mødt som et helt menneske – ikke som en diagnose. Der er forståelse for, at man kan have gode og dårlige dage, og der er plads til at være sårbar uden at blive dømt.
Politisk set mener jeg, at tilbud som Galloskolen er en nødvendig del af et velfærdssamfund, der tager psykisk sygdom alvorligt. Vi taler ofte om inklusion, forebyggelse og recovery, men det kræver konkrete steder og fællesskaber, hvor de ord bliver omsat til virkelighed. Galloskolen er netop sådan et sted.
Hvis man fjerner eller svækker tilbud som dette, risikerer man at skubbe mennesker længere ud i isolation. Ensomhed og forværring af psykiske symptomer kan føre til øget behov for behandling, indlæggelser og sociale indsatser. At bevare Galloskolen handler derfor ikke kun om kultur og fritid – det handler om forebyggelse, værdighed og langsigtet ansvarlighed. Jeg håber derfor inderligt, at I vil sikre Galloskolens fortsatte eksistens. Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine mest sårbare borgere. Galloskolen er et sted, hvor vi bliver behandlet med respekt, og hvor vi får mulighed for at vokse – på trods af vores udfordringer.